Luk alle
Åben alle

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune som kan hjælpe dig. Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden eller hvis de voksne omkring dig drikker meget alkohol. Det kan også være at du, eller nogen tæt på dig, bliver slået.

Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre. Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Det er ikke sikkert at du kan bestemme det hele selv, men du kan sige, hvordan du ønsker, det skal være.

Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig:

  • Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært.
  • Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt
  • Eller at hele familien skal have hjælp. F.eks. ved samtale med en familiebehandler.

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.

Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at føle dig tryg og blive passet på af de voksne omkring dig. Du har også ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med. 

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.

Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Når du kontakter os, vil det for det meste være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.

Ligesom butikker har vi åbent på nogle tidspunkter og lukket på andre tidspunkter. Men vi ved godt, at problemer ikke følger åbningstider. Hvis du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til næste dag, for eksempel hvis du bliver slået, kan du ringe til politiet på nummer 114, som vil finde ud af, om de kan hjælpe dig. Og husk, hvis du er i fare eller har tanker om at gøre skade på dig selv, skal du altid ringe til Alarmcentralen på 112 med det samme.

Hvis du har talt eller skrevet med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen eller om der er nogen andre der kan hjælpe.

Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske.

Ofte vil det foregå sådan at børne- ungerådgiveren foreslår en af tingene nedenfor.

1. Du kan komme til et fysisk møde med kommunen: På mødet vil børne- og ungerådgiveren spørge til, hvordan du har det. Rådgiveren spørger, fordi hun vil finde ud af, hvad der fungerer godt og skidt i dit liv – og hvordan du får den hjælp, der passer til dig.

2. Rådgiveren finder ud af, hvordan du kan få hjælp: Børne- og ungerådgiveren samler alle de informationer, der fortæller, hvordan du har det. Det gør hun ved at tale med dig og din familie. I sidste ende er en af rådgiverens vigtigste opgaver at finde ud af, hvad DU synes, der skal ske. Din mening SKAL altså tælle med i beslutningen om den hjælp, du skal have.

3. Du får den hjælp, der passer til dig: Måske beslutter børne- og ungerådgiveren, at du ikke har brug for hjælp, eller at du og dine forældre selv kan klare det. Det kan også være at vi finder en hjælp der passer til dig.

Har du brug for hjælp?

Hvis du bor i Skive Kommune kan du ringe til: 9915 5647

Telefonen er åben:

  • Mandag-onsdag kl. 8-15.30
  • Torsdag kl. 8-17
  • Fredag kl. 8-14

Skriv til os

Skriv til os

Her kan du skrive til os, hvis du har brug for hjælp. I beskeden kan du skrive, hvad du har brug for hjælp til. Husk at skrive et telefonnummer så vi kan ringe til dig.

Sådan foregår det, når du ringer til kommunen

Line er børne- og ungerådgiver i kommunen og kan være en af dem, der tager telefonen, når du ringer.

Men hvordan foregår sådan en samtale egentlig?

Vær med, når Line taler med 15-årige Frederik, der føler sig utryg, fordi hans far drikker for meget alkohol og tit bliver vred.

Der er også andre, der kan hjælpe dig

… hvor du ikke behøver fortælle, hvem du er, hvis du ikke har lyst. Her kan du tale med voksne, der lytter og kan give dig trøst og gode råd.

Luk alle
Åben alle

BørneTelefonen er DIN linje til rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte.

Hver dag, året rundt sidder frivillige rådgivere på BørneTelefonen klar til at lytte og rådgive børn og unge i Danmark om deres problemer, store som små.

Telefon/SMS: 116111

Chat: Se hjemmeside

Børnetelefonens hjemmeside

Sexlinien for Unge er Danmarks ældste og største informations- og rådgivningsportal om sex, køn og krop for unge mellem 15-25 år.

Telefon: 70202266

Chat: Se hjemmesiden

Sexlinjens hjemmeside

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. 

  • Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
  • Du kan skrive til Livsliniens mailrådgivning skrivdet.dk. Vi giver dig svar hurtigst muligt og indenfor max tre dage. Du har mulighed for at skrive til os op til seks gange
  • Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag, onsdag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag og søndag kl. 13-17
  • Du kan benytte Livsliniens selvhjælpsprogram, SOS, der er rettet mod at hjælpe personer med selvmordstanker

Livslinjens hjemmeside

'Tidlig Forebyggelse' er et tilbud fra Skive Kommune, der er til for at forebygge og bremse faldende trivsel hos børn, unge, familier og kommende familier i Skive Kommune.

'Tidlig Forebyggelse' kan give korte professionelle forløb tilpasset til dine behov uden at der oprettes en 'sag' ved kommunen. Tidlig Forebyggelse kan også hjælpe med at få kontakt til foreninger, der kan tilbyde specielle indsatser til afgrænsede problemstillinger.

Tidlig Forebyggelse

UU giver vejledning om uddannelse og job til børn og unge fra 8. klasse til 30 år.

UU-Skive

KOMsammen Skive er for dig, som er mellem 15 og 30 år og savner et fællesskab med andre unge. Vores frivillige står for at skabe trygge rammer, hvor du kan møde andre unge gennem aktiviteter såsom madlavning og bevægelse.

KOMsammen Skive - Ventilen

Socialkompas er en hjemmeside hvor du kan finde aktiviteter og tilbud i dit lokalområde, der passer til lige præcis det du søger.

Socialkompas Skive

Sidst opdateret

25.04.2024

Ansvarlig redaktør