Spring navigation over

Knap 400 nye ledige siden 9. marts: Jobcentret er klar med hjælp

03-04-2020

Nok er beskæftigelsesindsatsen suspenderet, men Jobcenter Skive er klar til at hjælpe Skibonitter, der er blevet ledige som følge af coronakrisen

Jobcenter Skive står klar til at hjælpe alle, der bliver ramt - eller risikerer at blive ramt - af ledighed som følge af coronakrisen. Siden 9. marts er der tæt på 400, som har meldt sig ledige i Skive Kommune. Det betyder, at kommunen ligger på top 10 over kommuner med flest nyledige med en stigning på 39,6 procent:

- Ledigheden stiger markant som følge af coronakrisen. Når det sker, er det vigtigt for os at kunne agere hurtigt og række ud til de borgere, der bliver ramt. Der er hjælp at hente i jobcentret. Alle medarbejdere er sendt hjem, men arbejder hjemmefra, hvor medarbejderne sidder klar ved telefonerne og klar til at besvare mail, fortæller arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum og fortsætter:

- På forsiden af jobcenterskive.dk har vi samlet forskellig relevant information for både virksomheder og borgere.

Sundhedsfaglig baggrund

Jobcentret samarbejder på tværs af kommunegrænser om at rekruttere ledige, der kan hjælpe under Covid-19. Lokalt er jobcentret i dialog med Pleje og Omsorg om rekruttering:

- Jeg opfordrer alle med en sundhedsfaglig baggrund eller interesse for plejeområdet om at kontakte deres sagsbehandler. Der bliver brug for alle hænder til de mange opgaver inden for pleje- og omsorgsområdet i den kommende tid, siger sektionsleder Charlotte Svoldgaard.

Initiativer i Jobcenter Skive

Nok er beskæftigelsesindsatsen suspenderet, men jobcentret er klar til at hjælpe alle, der ønsker hjælp. Og under hele lukkeperioden har der hver dag været dialog med både virksomheder og borgere, der er ramt af coronakrisen. Konkret arbejder jobcentret med: 

  • Hotline for virksomheder. Hotlinen er åben alle hverdage kl. 7-20 - 9915 7250 og mail: virksomhedsservice@skivekommune.dk. Jobcentrets virksomhedsservice sidder klar til at vejlede virksomhederne om muligheden for arbejdsfordeling, lønkompensation og sygedagpengerefusion.
  • Telefonisk kontakt til brancher, der har øget omsætningen som følge af coronakrisen. Afklaring af rekrutteringsbehov og hjælpe med at finde nye medarbejder.
  • Oprettelse af Beredskab Covid-19 - faglærte til plejesektoren. Ledige screenes af jobcentret og formidles til Pleje og Omsorg.
  • Telefonisk kontakt til alle nyledige med henblik på at hjælpe dem hurtigst muligt videre i andet job - eventuelt et skifte til nogle af de brancher, som nu oplever et øget behov for arbejdskraft. Generelt er jobcentret opsøgende på at kontakte ledige i forhold til, om de har spørgsmål og ønsker hjælp.
  • Online opkvalificering. Kurser, som oprettes med henblik på at få ledige opkvalificeret under krisen.
  • Følger den aktuelle overvågning af arbejdsmarkedet - så der iværksættes den rigtige strategi og handling.