Spring navigation over

Børn tilbage i dagtilbud og skole

07-04-2020

De yngste skal så småt tilbage i dagpleje, vuggestuer, børnehaver, SFO’er og skoler. Det var meldingen fra statsminister Mette Frederiksen i går aftes, da hun på et pressemøde præsenterede en plan for en langsom genåbning af Danmark. I Skive Kommune arbejdes der på højtryk for at få børnene trygt tilbage i børnehaver og klasseværelserne – men ikke før, alt er på plads

Så er det ved at være slut med dagene derhjemme for de yngste børn. Som udgangspunkt skal de igen møde op onsdag efter påske – den 15. april 2020. Det gælder for alle børn i dagpleje, vuggestuer og daginstitutioner samt skoleelever fra 0.-5. klassetrin. Desuden vil SFO’erne åbne. Det sker som en del af det første skridt i genåbningen af Danmark, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde i går aftes.

- Vi er allerede i gang med at planlægge, hvordan det skal foregå. Men vi kan ikke love, at vi bliver klar til den 15. april. Vi åbner ikke, før vi er sikre på, at alt er på plads efter myndighedernes retningslinjer. For det handler jo ikke bare om at låse en skole eller børnehave op, tænde lyset og skrue op for varmen. Vi skal have det tilrettelagt på en måde, så det ikke kommer til at udgøre en smitterisiko for hverken børn, deres forældre og personalet, siger Jan Lund-Andersen, der er direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Skive Kommune og talsmand for kommunens krisestab.

Han minder om, at bekendtgørelsen om nødundervisning stadig vil være gældende, når dagtilbuddene og skolerne igen åbner for nogle af børnene onsdag efter påske. Ifølge bekendtgørelsen vil kravene til undervisningen være mere lempelige end normalt. Der er også en række ekstraordinære, sundhedsmæssige regler, der skal gælde.

- Børnene kommer ikke til at møde ind til den hverdag, de kender fra før. Der vil blive gjort mere rent, alle skal være så meget ude som muligt, og afstanden mellem børn og voksne skal være større end normalt. Der vil også fortsat være et stærkt fokus på hygiejne. Og som det hele tiden har været tilfældet, så skal børn og medarbejdere, der er i en risikogruppe naturligvis stadig ikke møde op. Skulle nogen af dem, der ikke er i en risikogruppe, få selv de mindste symptomer på sygdom, skal de også blive hjemme, siger han.

Kan trygt sende børn af sted

Lige nu afventer Skive Kommune de nærmere retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og Kommunernes Landsforening, KL. Derudover er arbejdet med at lægge planer for, hvordan de forskellige lokaler i børnehaverne, vuggestuerne, SFO’erne og skolerne skal tages i brug, i fuld gang.

- Det er et stort koordinerings-arbejde, vi har taget fat på. Og vi kan forsikre forældrene om, at de trygt kan sende deres børn af sted, når vi er klar til at åbne. Det præcise tidspunkt for åbningen vil blive meldt ud af lederen for den enkelte institution. Vi gør ikke noget, uden at vi er sikre på at have rygdækning i retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. Som Mette Frederiksen sagde i går på sit pressemøde, så har vi ikke selv valgt coronaen, men vi vælger selv vores modsvar. Og alt det, der ifølge retningslinjerne skal være på plads, før vi åbner, kommer på plads, lover Jan Lund-Andersen.