Afgrænsningen for Lokalplan nr. 352 vises på luftfoto med orange streg. Forslag til Lokalplan nr. 352 - Boliger ved Hørvænget i Breum og Tillæg nr. 10 til Kommuneplan 2024-36 er blev vedtaget som forslag af Skive Byråd den 28. oktober 2026. Begge planer er i høring i 4 uger i perioden fra den 28. oktober 2026 til og med den 29. november 2026.   Forslag til Lokalplan nr. 352 kan ses her  Forslag til kommuneplantillæg nr. 10 kan ses her   Høringssvar skal sendes via mail til tek@skivekommune.dk, og skal være modtaget senest 29. november 2026. Hvis du indsender høringssvar eller bemærkninger, kan de blive offentliggjort i forbindelse med politisk behandling af sagen. Lokalplanens indhold Planforslaget omfatter et byggemodnet men ubebygget areal på ca. 8.500 m² ved Hørvænget centralt i Breum. Området ligger i byzone og er omgivet af eksisterende boligområder, Sundsøre Hallen samt grønne beplantningsbælter og stier.Planforslaget udlægger området til tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse, dobbelthuse og lignende med mulighed for fælles opholdsarealer og tilhørende faciliteter.Planforslaget skal sikre en harmonisk indpasning i den eksisterende by gennem bestemmelser om bebyggelsens omfang, placering og arkitektur. Planforslaget stiller krav om grønne fællesarealer af høj kvalitet og bevaring af en del af den eksisterende beplantning. Derudover rummer lokalplanen bestemmelser om grundvandsbeskyttelse, klimatilpasning og regnvandshåndtering. Kommuneplantillæg Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2024-2036, idet området i dag er omfattet af en ramme, der alene giver mulighed for åben-lav boligbebyggelse. Der er derfor udarbejdet et forslag til Kommuneplantillæg nr. 10, som følger afgrænsningen for den nye Lokalplan nr. 352, og udlægger området til tæt-lav boligbebyggelse. Da der er tale om en mindre ændring indenfor kategorien bolig, skal forslaget kun sendes i 4 ugers offentlig høring. Miljøvurdering Lokalplanforslaget og kommuneplanforslaget er ikke omfattet af bilag 1 og 2 jævnfør lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter. Planforslagene giver dog mulighed for øvrige anlægsprojekter, og ifølge § 8, stk. 1, nr. 3 skal sådanne planer kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet. Planforslagene påvirker ikke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt. Skive Kommune har på baggrund af en screening afgjort, at planforslagene ikke er omfattet af krav om miljøvurdering. Begrundelsen for afgørelsen er, at planerne ikke: Byggeriets fremtræden ikke afviger væsentligt fra omkringliggende bebyggelse eller fra den bebyggelse, som lokalplantillægget muliggør erstatning for.  Planlægningen ikke medfører væsentlig indvirkning på lokale, nationale eller internationale naturbeskyttelsesområder eller bilag 3- arter.  Planlægningen ikke påvirker grundvands- og drikkevandsinteresser samt havmiljø væsentligt. Trafikbelastningen ikke øges i forhold til hvad den hidtidige lokalplan muliggjorde. Planlægningen ikke belastes af eller belaster miljøet via lugt, støj eller lys. Du kan klage over afgørelsen om miljøvurdering til Planklagenævnet. Klagen skal være modtaget via Klageportalen inden 4 uger efter offentliggørelse af afgørelsen. Offentliggørelsen skete den 28. oktober 2026. Du kan se retsvirkninger og klagevejledninger her. Orientering om behandling af personoplysninger Når du har en sag hos Skive Kommune, vil Skive Kommune behandle nødvendige oplysninger om dig. I Teknik, Miljø og Udvikling behandler vi primært almindelige personoplysninger som navn, adresse, e-mail og telefonnummer. Efter databeskyttelsesforordningen skal vi orientere dig om, at vi indsamler og registrerer oplysninger og om de rettigheder, du har efter databeskyttelsesforordningen.  Du kan læse mere om behandlingen af dine personoplysninger samt om dine rettigheder på https://skive.dk/demokrati-og-kommune/raadhuse-og-medarbejdere/kontakt-kommunen/databeskyttelse/