Skive kommune har ved ekspropriation med hjemmel i Lov om offentlige veje pålagt ejendommen matr.nr. 23d Roslev By, Roslev følgende bestemmelser, der skal gælde både nuværende og fremtidige ejere og brugere af ejendommene:
Skive Kommune eller dennes repræsentanter har en varig færdselsret over matr.nr. 23d Roslev By, Roslev, på det med blå farve viste areal på vedhæftede tinglysningsrids. Færdselsretten giver adgang til et regnvandsbassin, der etableres på udskilt vejareal. Færdslen omfatter mandskab og motoriseret materiel med henblik på drift og vedligeholdelse af regnvandsbassinet.
Færdselsretten omfatter ikke ret til at etablere befæstelse eller andre permanente anlæg på arealet, som fortsat skal kunne dyrkes og benyttes af ejeren eller brugeren af ejendommen.
Der skal gives de til enhver tid berettigede adgang til eftersyn og rensning samt at foretage reparations- og vedligeholdelsesarbejder i det omfang den påtaleberettigede skønner det nødvendigt. Der må til enhver tid tåles de ulemper, der kan være forbundet med eventuelle fremtidige eftersyns-, fornyelses-, reparations- og vedligeholdelsesarbejder.
Erstatning for eventuel herved forvoldt skade fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af uvildige personer udmeldt af retten.
Påtaleretten tilkommer Skive Kommune.
Nærværende servitut begæres tinglyst servitutstiftende på ejendommen matr.nr. 23d Roslev By, Roslev.
Med hensyn til pantehæftelser, servitutter og andre byrder, henvises til ejendommens blad i tingbogen på tinglysningstidspunktet.