Region Midtjylland bad i går torsdag den 25. februar Skive Kommune om at hjælpe med at finde to steder, hvor borgere kan tilbydes kviktest. Tilbuddet skal være åbent hver dag frem til den 30. april, og det er uden tidsbestilling. Der er i dag fredag den 26. februar indgået aftale med henholdsvis Sport og Eventcenter Jebjerg og KCL om, at begge haller stiller sig til rådighed.
Allerede fra mandag den 1. marts vil der være mulighed for at blive testet uden tidsbestilling i KCL. Der er tale om kvik-testen (næse-podning). Åbningstiden er i første omgang fra klokken 14-19 på hverdage og fra klokken 11-16 i weekender.
I Jebjerg vil der ligeledes fra den 1. marts være åbent to gange om ugen, tirsdage og fredage fra klokken 14-19. Desuden vil der være åbent i dag, fredag den 26. februar, fra klokken 14-19. Endidere vil der være åbent lørdag den 27. februar og søndag den 28. februar fra klokken 11-16.
Der bliver også fra næste uge udvidede muligheder for PRC-test (podning i svælget). Sallinghallerne i Roslev har nemlig også stillet deres faciliteter til rådighed, så der hver fredag og tirsdag - foreløbig frem til den 30. april – kan bestilles testning der. Her er der tale om test med tidsbestilling via coronaprover.dk. Åbningstiderne er: tirsdag og fredag fra klokken 9-16.
Samtidig fortsætter tilbuddet om PCR-test på Brårupgade 12 med uændrede åbningstider fra klokken 9-16 hver dag.
De udvidede testmuligheder er blevet etableret som et led i den nye teststrategi.
Region Midtjylland oplyser, at der kan komme flere tilbud til eller ændringer i tiderne i løbet af næste uge. Følg med på Region Midtjyllands hjemmeside for at se de nyeste opdateringer.