
Lokale og besøgende skal i fremtiden få en endnu større oplevelse i det særlige landskab og naturområde, når de ankommer til Flyndersø Mølle og arealet omkring og skal ledes godt videre ud i landskabet.
Det mener Skive Kommune og Estvadgaards Plantager, som har udformet en projektplan for ’Flyndersø Mølle Naturparkcenter’.
Projektplanen er så god, at det er blevet udvalgt af Realdania og Ny Carlsbergfondet til at modtage 4,5 mio. kroner i støtte gennem deres fælles indsats; ’Stedet Tæller X’.
- Vi er stolte over, at Realdania og Ny Carlsbergfondet har valgt at støtte etableringen af ankomstcentret, og dermed den samlede oplevelse af den smukke natur, vi har i naturparken Flyndersø – Sønder Lem Vig. Projektet med ankomstcentret ved Flyndersø Mølle er blevet til i et tæt samspil med lokale kræfter og foreninger, og det trækker tråde til en række andre projekter, fortæller arkitekt Camilla Bang fra Skive Kommune.
I alt får ni projekter i de danske landkommuner støtte til at gøre idéer til virkelighed med hjælp fra kunst og arkitektur.
Danmarks største hedesø
Flyndersø Mølle og landskabet omkring er allerede i dag et fascinerende sted få kilometer fra Skive. Møllen ligger ved bredden af Danmarks største hedesø i et af landets flotteste eksempler på istidslandskaber, og området er udpeget som en af Danmarks 15 naturparker.
Idéen er nu at få skabt et nyt ankomstområde, der kan formidle al den herlighed med afsæt i stedets mange lag af naturmæssig, historisk og kulturhistorisk viden, der trækker vigtige tråde til nutidens udfordringer med biodiversitet samt miljømæssig og social bæredygtighed.
Flyndersø Mølle og arealet omkring møllen skal være et ankomstcenter for dem, der gæster Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig. Kort sagt, at skabe en indgangsportal til naturparken, der vækker gæsternes interesse endnu mere. Møllebygningen og dens udearealer kobles sammen med adgang til og oplevelser i naturparken samt formidling af den, så besøgende er godt klædt på til at få den bedst mulige oplevelse af naturparken.
”Hovedindgang” skal udbygges
Det kommende ankomstcenter skal kunne facilitere og formidle naturparken til sine brugere og besøgende. Fra andre steder i naturparken er der ”indgange” med parkering, toilet, ophold og info. Men den mest oplagte ”hovedindgang” er Flyndersø Mølle ved den østlige søbred, og den er ikke udbygget. Stedet mangler de elementer, som gør, at det kan fungere som en invitation og en introduktion til naturparken, men også som et sted at runde besøget af, og som opfordrer gæsterne til at komme igen.
Når det nye ankomstcenter skal etableres, skal der laves en forbindelse og skabes udsyn mellem møllebygningen og søen/naturparken i de nære omgivelser, hvor det i dag er helt lukket for både fysisk og visuel adgang. Møllebygningen skal transformeres eller omformeres, så den står som et flot, arkitektonisk landmærke. Indvendigt skal gæster kunne få viden og forberede sig til et besøg i naturparken, og der skal være plads til fordybelse og læring.