Et eksempel på en af Thomas Dambos store trætrolde
Første punkt på dagsordenen var en invitation fra Klimaudvalget om deltagelse, sammen med repræsentanter fra Byudviklingsudvalget, i en tværgående arbejdsgruppe om Klimalandsbyer.
Klimalandsbyer er en art mini områdefornyelse, der afprøves i 2024, hvor to landsbyer, områder, klynger eller bydele sammen med kommunen skal arbejde om tiltag inden for klima og bæredygtighed. Arbejdsgruppen under Klimaudvalget skal sammen med forvaltningen udarbejde kriterier for, hvordan men kommer i betragtning, og vil desuden følge projekterne.
Landsbyudvalget har takket ja til invitationen og vil vælge to repræsentanter blandt de områdevalgte.
Mødeplan for 2024
Mødeplanen for 2024 blev godkendt med følgende datoer:
- 29. februar, ansøgningsfrist til puljer 22. januar.
- 6. juni, ansøgningsfrist til puljer 29. april.
- 19. september, ansøgningsfrist til puljer 12. august.
- 28. november, ansøgningsfrist til puljer 21. oktober.
Trolden i Nordfjends
En mindre håndfuld ansøgninger til Landsbypuljen og Fundraisingpuljen skulle behandles. Den første og største af disse var fra Hald, der vil have trolden tilbage til Nordfjends.
Du kender dem nok, har måske set flere af dem eller i al fald hørt om dem. Thomas Dambos store trolde, bygget af genbrugstræ, gør mange steder i landet en skovtur sjovere og mere eventyrlig. Og den oplevelse vil Hald Borgerforening gerne kunne tilbyde både lokale borgere og gæster til området.
Folkeskoven uden for Hald, der blev plantet med assistance fra børnehave- og skolebørn i 2019, bliver måske det nye hjem for en stor trold. Så stor, at tanken er at der skal indrettes sovepladser i maven på den!
Landsbyudvalget kunne se potentialet, ikke mindst for øget turisme, og valgte at anbefale ansøgningen på 400.000 kr. Hvis Byrådet godkender anbefalingen, skal borgerforeningen fundraise yderligere cirka 400.000 kr., før trolden kan indtage Nordfjends.
Trinbræt i Rønbjerg
Stoppestedet i Rønbjerg har været nedlagt siden 1979. Men det er muligt at genoprette og til det formål skal der laves en forundersøgelse, der blandt andet skal give et fingerpeg om anlægsomkostninger og det forventede antal passagerer. Analysen vil blive brugt i det politiske arbejde frem til et nyt udbud af ruten Aarhus – Langå – Struer.
Det kræver en vis portion vedholdenhed og tålmodighed, men et trinbræt i Rønbjerg vil kunne øge byens bosætningspotentiale markant. Det bemærkede Udvalget for Teknik og Miljø også, da man tidligere på året indsendte høringssvar om jernbaner til Trafikstyrelsen og anbefalede, at stoppestedet i Rønbjerg blev genåbnet.
Ansøgningen blev anbefalet med 140.625 kr. Restbeløbet på 46.875 kr. dækkes af Estvad-Rønbjerg Borgerforening.
Forskønnelse af sø ved Hjarbæk Fjord
Sidste ansøgning til Landsbypuljen i 2023 er fra Grundejerforeningen Hjarbæk Fjord, der ønsker at oprense en lille sø på et fælles areal, etablere stier og en lille gangbro. Udvalget anbefalede ansøgningen med 35.000 kr.
Udearealer ved Fursundhallen
Der skal skabes bedre sammenhæng mellem Fursundhallens udearealer, skolens lege- og aktivitetsområder og Skulpturlandsby Seldes projekter. Og så skal flere turister lokkes ind forbi Selde.
Det er målet med en helhedsplan, der tegner et nyt, multifunktionelt udeområde ved hallen. Området kommer til at indeholde en padelbane, shelters, bålplads, ny beplantning og en autocamperplads, hvor gæsterne kan nyde en af kommunens flotteste udsigter.
I alt ventes det nye område at beløbe sig til 1,5-2 mio. kr., der nu skal fundraises. Til det formål imødekom udvalget ansøgningen på 49.000 kr. til udarbejdelse af fondsansøgninger.
Et ønske om kommunal mellemfinansiering blev drøftet
Under gensidig orientering blev udvalget af en områderepræsentant gjort opmærksom på, at nogle projekter oplever udfordringer med at sikre projektlikviditet, når mange af tilskuddene først udbetales, når projektet er gennemført.
I Skive Kommune er der truffet en politisk beslutning om ikke at yde kommunal mellemfinansiering. Hvad stiller man op, når banken har sagt nej, og der heller ikke er borgere eller virksomheder, der kan træde til som kautionist?
I lyset af, at det er blevet vanskeligere for foreninger at låne penge, drøftede udvalget, om det er tid til at rejse en politisk sag om kommunal mellemfinansiering. Der var enighed om, at Landsbyudvalget skal rejse en politisk sag. Der forberedes sag om emnet til mødet 29. februar 2024.