IT & DIGITALISERING Økonomiudvalget har vedtaget ny digitaliseringsstrategi for Skive Kommune. Ambitionen er at sætte fokus på den digitale hverdag, og hvordan digitalisering kan hjælpe med at bevare velfærdsniveauet og imødekomme arbejdskraftsudfordringerne og løse vores opgaver bedre og smartere.
Kommunens nye digitaliseringsstrategi hedder ’Digital og effektiv kommune’. Den indeholder fire strategiske programmer, der samler udefrakommende forventninger i de fællesoffentlige strategier, informationssikkerhed, teknologiske trends og de lokale behov for digitalisering.
De fire programmer er:
Digital selv- og medbetjening
Borgerne, virksomheder og medarbejdere har stigende forventninger til kommunens evne til at kommunikere digitalt og effektivt. Skive Kommune vil derfor tilbyde en bred vifte af muligheder for fleksibel og digital selv- og medbetjening, så man uafhængigt af kommunens åbningstid kan finde svar på spørgsmål, aflevere ansøgninger, give informationer eller læse afgørelser.
Digitalisering og automatisering
Digitalisering handler om at identificere og tage ny relevant teknologi og digitale løsninger i brug. Det er ikke teknologien i sig selv, der er afgørende, men hvad teknologien kan gøre for os. Skive Kommune vil arbejde målrettet med at udvikle og effektivisere vores processer via automatisering og digitalisering. Det vil frigive tid til medarbejderne til bedre kvalitet eller til at lave andre opgaver.
Organisering af digitaliseringsindsatser
Det digitale udgør en større og større del af kommunens eksistens. Skive Kommunen vil fokusere på hele den kommunale organisations arbejde med at anvende digitalisering til at effektivisere og skabe bedre løsninger for borgere, virksomheder og medarbejdere. Det handler om kompetencer og organisering, der skaber gode og nemme processer samt tydeligt ansvar for digitalisering. Teknologien kan ikke stå alene, så det er netop teknologi i sammenhæng med processer, mennesker og organisationen.
Informationssikkerhed
Skive Kommune arbejder for et højt informationssikkerhedsniveau, så borgere og virksomheder kan have tillid til, at kommunen passer på deres data. Arbejdet med informationssikkerhed skal sikre, at data og informationer behandles i overensstemmelse med de krav, der stilles til kommunen, samtidig med at niveauet afbalanceres, så fleksibiliteten og dynamikken i vores dagligdag ikke mistes. Man kan ikke digitalisere uden at have styr på informationssikkerheden.