
18-20 nye butikker vil inden for en overskuelig fremtid kunne åbne i det kommende butikscenter i Skive Vest. Det slog byrådet i Skive Kommune fast på byrådsmødet i går, da plangrundlaget for området, hvor centret skal ligge, blev vedtaget. Planen giver mulighed for at opføre bebyggelse, der svarer til et areal på cirka 22.000 kvadratmeter – heraf højst 600 kvadratmeter til dagligvarer. Udover større udvalgsvarebutikker, såkaldte boksbutikker, vil der i det nye område blandt andet også kunne etableres caféer og restauranter, funktioner med kultur- og fritidsformål som fitnesscenter, legeland, sportsanlæg og lignende samt tankanlæg og bilvask. Centret kommer til at ligge mellem Holstebrovej og Ballingvej.
Borgmester Peder Christian Kirkegaard er glad for, at planerne for Skive Vest nu for alvor har fået ben at gå på:
- Med byrådets godkendelse af plangrundlaget har vi nu nået en milepæl i et visionært projekt, der rummer en historisk stor investering her på Skiveegnen. Forventningen er, at etableringen af City Vest vil løfte vores egn på mange måder – for eksempel når det kommer til at tiltrække butikker som vi i dag ikke har i Skive Kommune. Derudover vil butikscenteret skabe arbejdspladser og positionering i forhold til de større nabobyer, ligesom vi forventer at det generelt vil styrke Skive som handelsby. Med godkendelse af plan grundlaget er vi nu så langt fremme, at vi regner med, at det første spadestik kan tages i august, siger han.
Baggrunden for vedtagelsen af det nye butiksområde er et ønske om at sikre en bedre handelsbalance og at give muligheden for, at man lokalt her i Skive har adgang til udvalgsvarer fra større butikker, som ikke findes i kommunen i dag. Det kan for eksempel være el-artikler og isenkram.
Et boost for egnen
Det er totalentreprenør-virksomheden Daugaard Pedersen A/S, der er udvikler af projektet ligesom det er samme virksomhed, som vil stå som totalentreprenør for opførelsen. Også her ser de frem til, at visionerne bliver til virkelighed.
- Et projekt af den størrelse har et langt tilløb, og vi er taknemmelige for den imødekommenhed vi har mødt fra Skive Kommune, borgere og det lokale erhvervsliv. Det er også vigtigt for os at sige tak til grundsælger, som vi har haft et virkeligt godt samarbejde med. Det kræver tålmodighed og tillid, det vil vi gerne kvittere for, siger Anders Bech Mathiesen, der er projektdirektør i Daugaard Pedersen A/S.
- Vi har fra begyndelsen haft store ambitioner for projektet, og vi er bevidste om, hvor stor en forandring dette vil være for byen. Det forpligter at få den tillid og mulighed, og derfor glæder vi os til, at vi hen ad vejen kan åbne mere op for planerne og fortælle, hvilke butikker der er med i projektet. Skive vil handelsstrukturmæssigt blive positioneret helt anderledes nu i forhold til de større byer i regionen. Det bliver et boost for byen såvel som for hele egnen, ingen tvivl om det, siger han.
Det forventes, at de første butikker i centret vil åbne i slutningen af 2024.