Når man siger Skiveegnen, er det næsten det samme som at sige grøn udvikling. Her ligger bl.a. GreenLab Skive, der er en af verdens førende grønne, industriparker, hvor fremtidens energiteknologier er i fuld gang med at blive gjort til virkelighed.
Erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommunen har i mere end fire årtier stået skulder ved skulder i udviklingen af nye, grønne løsninger, der gør, at vi som egn gør os bemærket i flere og flere sammenhænge. Også i DI’s årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, der i sin helhed bliver offentliggjort til september. Men allerede nu har de løftet sløret for Skives topplacering i den grønne kategori. Vel at mærke for andet år i træk.
- Vi er utrolig stolte af at have opnået førstepladsen i denne kategori endnu engang. Det betyder rigtig meget for os, at det er virksomhedernes vurdering af os som kommune, der ligger til grund for målingens resultat. Det, at vi har kunnet fastholde topplaceringen i et turbulent år, hvor faktorer som energipriser og inflation har fyldt meget, er vi imponerede over. Det viser, at vi sammen med det lokale erhvervsliv her på Skiveegnen ikke bare har formået at fastholde niveauet for satsningen på den grønne dagsorden, men også at udvikle den i et endnu stærkere fællesskab, siger Peder Christian Kirkegaard, der er borgmester i Skive Kommune.
Handling bag ordene
Konkret har blandt andet Vækstteamet, der er etableret af Business Skive og Skive Kommune i fællesskab, bidraget til at gøre en forskel. Vækstteamet er sat i verden for at sætte handling bag ordene i Skiveegnens Vækststrategi, der er blevet til i et tæt samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommune. Strategien blev vedtaget af Skive Byråd i foråret 2022 med det formål at sætte en fælles retning for den lokale vækst og udvikling i fremtiden – ikke mindst med et stærkt, bæredygtigt aftryk.
- Vækststrategien har et vigtigt mål, der handler om, at vi sammen med en række nøgleaktører inden for erhvervsfremme skaber endnu bedre vilkår for vores virksomheder. Vi har gang på gang vist, at vi sammen kan skabe de stærkeste resultater – som for eksempel GreenLab Skive, BigBlue Skive og Green Innovation Makers – og det er noget, der kommer hele egnen til gode. Både i kraft af flere arbejdspladser, flere investeringer udefra og en langt større opmærksomhed fra både ind- og udland, siger kommunaldirektør Thomas Lindberg. Han henviser blandt andet til, at flere kommuner retter henvendelse til Skive for at blive inspirerede af Skiveegnens arbejde med grøn udvikling og ikke mindst evnen til at tiltrække virksomheder.
Erhvervslivets grønne palmer
Også i det lokale erhvervsliv er der stor tilfredshed med den flotte placering. Det gav næstformanden for DI MidtVest, Peter Hjelm udtryk for, da han sammen med regionskonsulent Anders Holm, mandag besøgte rådhuset for at overrække en buket blomster til borgmesteren og kommunaldirektøren.
- Det er en meget vigtig kategori at vinde. Det er erhvervslivets grønne palmer, sagde Peter Hjelm, der også er direktør i den lokale virksomhed Formkon A/S.
- Det er endnu sværere at blive den bedste kommune anden gang, for alle har et eller andet sted bevæget sig godt i år. Og det har Skive Kommune også, så det tegner godt for fremtiden. Det er en vigtig kategori. Det er virkelig vigtigt, at vi får gjort opmærksom på, hvor dygtig Skive Kommune er. Der er rigtig mange ben i det her, og det har også betydning, når vi skal rekruttere arbejdskraft. Det her er i høj grad fremtiden og løsningen på nogle af de ting, vi står over for, siger han.
- Det er også det lange, seje træk, som er blevet gjort. Det begyndte i 2008, da Skive blev kåret til en af landets tre energibyer. Det her er vigtigt for dansk erhvervsliv, for det er noget af det, vi alle skal leve af i fremtiden. Det er vigtigt at gøre opmærksom på dem, som gør en ekstra god gerning, og skele til dem og se, om der er noget, vi kan lade os inspirere af. Vi skal både passe på vores arbejdsmarked og vores klode, så det er bare en megavigtig kategori, siger DI’s lokale næstformand.
Tidslinje: Sådan blev Skive Danmarks bedste kommune til grøn udvikling