Elever fra STU Skivefjord viser vejen til bæredygtigt genbrug af biler på Green Innovation Week
Elever fra STU Skivefjord viser vejen til bæredygtigt genbrug af biler på Green Innovation Week
En nyoprettet praktikplads for nogle af de unge på STU Skivefjords ungdomsuddannelse, har kastet mere af sig, end blot at være et sted, hvor de unge kan prøve kræfter med livet på en arbejdsplads. De får også kendskab til og bevidsthed om bæredygtighed, når de hos Salling Autogenbrug skiller biler ad, så de enkelte dele kan genbruges.
To gange om ugen stiger 5 elever og en lærer ind i en minibus på parkeringspladsen ved STU Skivefjord, og kører herefter ud til virksomheden Salling Autogenbrug. Her er de i praktik, og har en helt særlig opgave for virksomheden. De skiller brugte biler ad og sorterer delene, så de kan bruges igen et andet sted.
Den her praktik giver de unge mere end blot et indblik i, hvad det vil sige at være en del af en arbejdsplads. Det giver dem også en følelse af, at det de laver har en værdi for virksomheden. De er unge på kanten af arbejdsmarkedet og de bliver forhåbentlig klædt på til at komme ud og få beskæftigelse, når de er færdige, siger Gorm Tveen Rasmussen, der er afdelingsleder af STU Skivefjord.
De unge mennesker kommer med julelys i øjnene og sætter en ære i at være med til at arbejde på en fælles, grøn dagsorden. De kan ikke ødelægge bilerne og det betyder ikke så meget, om de bruger lidt længere tid på det. Alternativet er, at restprodukterne bliver i bilerne, når de sendes til skrot og derfra ender 30 procent af bilen som affald. Den procentdel vil vi sammen med STU Skivefjord gerne bringe ned på 10 procent, siger Lise Korsgaard, der er indehaver af Salling Autogenbrug.
Efter cirka en halv skoledag på praktikstedet, kører de tilbage til skolen, og fortsætter deres skoledag. Men her stopper bidraget til bæredygtighed ikke.
Viser arbejdet frem på Green Innovation Week
For at give andre et indblik i, hvad det helt præcist er, de unge fra STU Skivefjord laver i deres praktik, så er de også med på Green Innovation Week på Elværket i Skive fredag d. 30. september. Her tager de seler, airbags, plast, glas og sædeskum ud af en gammel bil, som på sigt skal upcycles til nye produkter.
Vi har længe forsøgt at knække koden for, hvordan vi skulle løse opgaven med at udvinde restmaterialer fra biler. Lige nu kan forretningsmodellen ikke bære, at vores faglærte mekanikere tager sædeskum, glas og plast ud af bilerne. Derfor har vi kigget på andre muligheder og samarbejdet med STU Skivefjord ser ud til at være en win-win, siger Lise Korsgaard.
Alle er velkomne til at kigge forbi Elværket d. 30. september mellem 9-14, hvor de unge fra STU viser hvilke dele fra en bil, der kan gemmes til genbrug.