
Når 21-årige Danni Markussen møder ind på en vagt i hjemmeplejen, tager han sin uniform på, og går derefter ud til den bil, som er booket til ham. Herefter kører han afsted ud til de borgere, der venter på at få hjælp til pleje af ham. Han er nemlig vikar i hjemmeplejen i Skive Kommune.
- Jeg kendte én, som havde arbejdet her i hjemmeplejen, som anbefalede det. Da jeg gerne ville arbejde med noget socialt, besluttede jeg at søge jobbet. Og jeg har ikke fortrudt. Det har været rigtig positivt, og det er ikke kun fordi, at jeg kan mærke, at jeg hjælper borgerne. Det er også fordi, at jeg kan give dem et smil på læben. Mange er ensomme, og her kan jeg virkelig gøre en forskel, siger Danni Markussen
Og han er kun én af mange, for denne sommer fik hjemmeplejen og plejecentrene overvældende mange ansøgninger til vikartjanserne.
- Vi er meget glade for, at ældreområdet er blevet så populært hos de unge, når de skal finde sommerferiejob. De seneste 4-5 år har det været svært at finde nok ansøgere. Nu har vi endda venteliste til at få et vikarjob denne sommer, siger Gerda Andersen, der er områdeleder i hjemmeplejen i Skive Kommune og fortsætter: Man skal ikke tage fejl af, at de unge, som allerede har arbejdet her, taler positivt om jobbet, da det er spændende og afvekslende.
De mange ansøgere betyder helt konkret, at alle er dækket fuldt ind til at modtage den pleje, som de normalt får, og at ingen skal være urolige for, om de får hjælp fra hjemmeplejen eller på plejecentrene.
Jobopslag hos de unge gjorde forskellen
Da det de seneste år har det været svært at få nok unge til at tage et vikarjob, har både hjemmeplejen og plejecentrene været pressede. Derfor besluttede Pleje og Omsorg, at de i år måtte tage nye metoder i brug, for at nå ud til de unge.
- Strategien var at nå helt ud til de unge, ved at bruge de kommunikationsformer, som de unge selv bruger. Derfor lavede vi blandt andet nogle videoer med unge fritidsjobbere, som kunne fortælle de unge med deres eget sprog, hvorfor det var fedt at arbejde i ældreplejen. Og dét har med al tydelighed virket, siger Lena Haras, der er kommunikations- og projektkonsulent i Skive Kommune.
Kan blive til mere end et vikarjob
At så mange unge er interesserede i at få arbejde i Pleje og Omsorg, vækker håb for fremtiden på området hos Jan Bendix Jensen, der er chef for Pleje og Omsorg. Han håber nemlig, at nogle af de unge kan se en fremtid inden for faget, så de fremover kan besætte job som SOSU-hjælper eller SOSU-assistent i Skive Kommune.
- Vi har jo nogle fremragende uddannelsesmæssige muligheder, med favorable vilkår indenfor området her i Skive, og hvis nogle af vores sommerferievikarer er interesseret i at uddanne sig indenfor området, så byder vi dem velkomne, sig Jan Bendix Jensen.
Mere end bare et vikarjob
Når Danni Markussen tager hjem efter endt arbejdsdag, kan han mærke, at han har været med til at gøre en forskel for de borgere, som han har besøgt. Og selvom vikarjobbet betyder, at der kun bliver plads til én uges ferie denne sommer, er han slet ikke skræmt væk. Han har nemlig selv valgt jobbet frem for job på fabrik eller i butik, fordi det giver ham mere end bare joberfaring og løn.
- Jeg var egentlig sikker på, at jeg efter mine sabbatår ville tage en uddannelse med matematik og fysik, som jeg rigtig godt kan lide. Men mit arbejde her, som vikar i hjemmeplejen, har faktisk påvirket mig til at tvivle på dén plan. Nu overvejer jeg, om det for eksempel kunne være noget for mig at blive fysioterapeut, siger Danni Markussen.
Til efteråret tager han på interrail i Europa. Han håber, at der er en ledig vikarstilling til ham, når han vender retur til Skive.