Der er helt stille, når man ankommer til de gule murstensbygninger, der huser Skovbakkehjemmet, og går ind gennem hovedindgangen. Der er ingen at se, og man kan kun høre få ord af en samtale et sted på plejecenteret. Man fornemmer lyde af skeer og gryder, der rammer hinanden ude køkkenet. Det er dog en stilhed, der er på vej til at ændres, for i dag er der gudstjeneste, og plejecenterets faste sognepræst er på vej. Mette Gautier hedder præsten, og hun har tilpasset sin gudstjeneste til plejecenterets demensramte beboere. Hun kommer fra en baggrund som kommunikationskonsulent, tegnsprogstolk og seneste uddannet sognepræst. Hun har været med til at skrive bogen Kirke med demensramte, og den baggrund har givet hende en forståelse for, hvordan en højtidelig gudstjeneste kan tilpasses de demensramte borgere, så det også bliver et meningsfyldt rum for dem. Derfor er det en gudstjeneste, der taler til sanserne. - Det er et ønske om at lave en gudstjeneste med genkendelige elementer, hvor vi kan bruge sanserne, og samtidig skal det være noget, vi alle kan være med i, uden at det bliver pjat og ballade. Det er jo voksne mennesker, som skal behandles som voksne mennesker. På denne måde opretholder vi det højtidelige ved en gudstjeneste, og samtidig inddrages de demensramte borgere, siger Mette Gautier. Pårørende vil se gudstjenesten med egne øjne I rummet står et lille alter med en dug og to tændte lys, et klaver og cirka 10 stole. Nu kan man høre fodtrin på gangen, som kommer nærmere og nærmere. Det er beboerne, der er på vej. Det er nemlig en fast tradition, at de en gang om måneden samles til gudstjeneste på Skovbakkehjemmet. De bliver mødt af en smilende præst, der hilser på alle, hjælper dem med at komme på plads, husker deres navne, og får en lille snak om, hvordan de har det. Det er noget af et tilløbsstykke, og flere har deres pårørende med. De vil gerne se med egne øjne, hvad det er, der gør, at de demente beboere husker plejecenterets nye variation af en gudstjeneste bedre end andre aktiviteter. Derfor må der hentes ekstra stole, og hver en kvadratmeter i lokalet bliver udnyttet til fulde. - Vi har inviteret de pårørende med, for de vil bare rigtig gerne vil se, hvad der sker, og hvordan deres demente familiemedlem oplever gudstjenesten, siger Laila Rafn, der er aktivitetsmedarbejder på Skovbakkehjemmet. Alle er en aktiv del af gudstjenesten Da alle har en plads, slår aktivitetsmedarbejder Laila Rafn 9 slag på en triangel. Lyden forstummer, og der er helt stille i rummet. Præsten beder en bøn, og straks fletter de fleste fingrene sammen for at deltage i bønnen. Et langt blåt reb, der er flettet af gammelt sengetøj, bliver rakt ud, så alle kan holde om det med begge hænder. Organisten Claudio Passilongo spiller Her vil ties, her vil bies på klaveret, og præsten synger for. Alle er med om rebet, der skal etablere fællesskabet. Men det er ikke kun symbolsk, at alle holder i rebet. Rebet bliver nemlig vugget frem og tilbage, og det får gang i selv de demente, der ikke selv løfter armene. Når de holder fast i rebet, følger deres arme nemlig med i rytmen. Og da armene begynder at svinge, begynder stemmebåndene det samme, og flere synger nu med på sangen, selvom de ikke har salmebøger foran sig. Medarbejder kan se liv i øjnene på de demente beboere Til tonerne af Ingen er så tryg i fare, går præsten nu rundt og hilser på alle fremmødte. Hun insisterer på øjenkontakt med alle, selv dem der kigger tomt ud i rummet. Og hun får det, når hun nævner deres navne, og holder dem i hånden. Der er ingen tvivl om, at Mette Gautier kan noget særligt. Hun forstår at møde alle, der hvor de er, og hun forstår demens. - Gudstjenesterne her i huset er blevet vendt fuldstændigt på hovedet. Vores beboere genkender Mette med det samme, og jeg kan se liv i deres øjne, de følger hende med det samme hun træder ind, siger en storsmilende Laila Rafn, der er aktivitetsmedarbejder på Skovbakkehjemmet, og forsætter: jeg er vild med hende, hun er simpelthen så dygtig. Det Mette kan er helt unikt. Velduftende kager supplerer den bibelske fortælling Det er nu blevet tid til evangelieteksten om den kanaanæiske kvinde. Inden fortællingen starter, bliver der delt små, velduftende kager ud til alle. Hun når dog ikke langt i fortællingen, før en beboer afbryder hende og siger: Jeg synes, at denne her kage er lidt stor. Hun svarer: Så må du jo dele den op i mindre bidder. Sådan er det jo her i livet, man må tage de store ting, som vi skal igennem, i små bidder, hvorefter beboeren smilende kigger på præsten og nikker. Herefter fortsætter historien. Mens man kigger rundt, bemærker man, at næsten alle de demente beboere har drejet hovedet og kigger direkte op på præsten, mens de spiser kage og lytter til fortællingen. Hun har fanget deres opmærksomhed, og de nyder gensynet med Mette Gautier. - Jeg har altid noget med, som vi kan spise. En nadver i traditionel forstand kan ikke lade sig gøre, men det at spise sammen, at deltage ligeværdigt i et måltidsfællesskab, er centralt i den kristne fortælling, og i dag kobler vi det op på historien om den kanaanæiske kvinde, siger Maria Gautier. Ingen sidder stille, når Mette Gautier holder gudstjeneste på Skovbakkehjemmet Både gennem Trosbekendelsen og Fadervor kan man høre de rungende stemmer fra alle beboerne. De kan huske ordene, og de kan huske rækkefølgen. Halvvejs gennem gudstjenesten har Mette Gautier stadig alles opmærksomhed. En enkelt er faldet i søvn, men resten har et lys i øjnene, som bliver ved med at brænde. De kigger forventningsfuldt på præsten. De ved, hvad det næste er, der skal ske. Klaveret spiller Vor gud han er så fast en borg i et højt tempo, og præsten må løfte op i præstekjolen for at demonstrere, at nu skal der trampes med i takt til musikken. Det bliver til både små og store tramp, men alle får varmen og smiler til op over begge ører, da præsten efter sangen udbryder: Pyh, det er hårdt at gå i kirke. Demente beboere husker tidligere gudstjenester Da alle har fået udleveret et lille trækors i oliventræ, går Mette Gautier rundt og beder en bøn for hver beboer. Med sig har hun en lille bøtte med creme, der dufter af lavendel. Denne bøtte har hun med hver gang, og med cremen tegner hun et lille kors på hånden, hos den hun beder en bøn for. Selvom hun kun er nået frem til den tredje i rækken, har duften af lavendel spredt sig i rummet, og to af de demente beboere, som sidder længere fremme i rækken, begynder at dufte til deres hænder. De husker duften, og de husker, at den plejer at komme fra deres hænder. Sanserne er med i alle dele af denne gudstjeneste, og den vækker minderne til live hos de demente. - Det virker stærkt, at nogen ser og hører dig. Det er ikke demenssygdommen, jeg ser, men jeg ser dem som mennesker. Ved at hilse på dem alle, og tegne korset på deres hænder, kan de gennem deres øjne se, at vi alle er lige, fortæller Mette Gautier og tilføjer: duften af lavendel bliver i øvrigt siddende resten af dagen, så de også i aften kan dufte til hånden og måske huske gudstjenesten. En gensidig fornøjelse at være til gudstjeneste Gudstjenesten er ved at være til ende, og tilbage er kun det sidste punkt. Præsten siger: Nu skal vi sendes hjem med glæde, kraft og mod. En rød kasse bliver fundet frem, og inden indholdet bliver afsløret, genkender en beboer kassen og smiler: nå, så skal vi til at blæse. Hurtigt er rummet fyldt med sæbebobler og alle, der kan holde en flaske med sæbeboblevand puster på livet løs. Nogle griner, og andre puster drillende bobler på hinanden. Selv personalet, der holder sig i baggrunden, begynder at fjolle rundt og fange bobler sammen med beboerne. Duften af sæbeboblevand spreder sig, mens organisten Claudio Passilongo spiller en livlig melodi. Da præsten afsluttende siger: Tusind tak for i dag, det var en fornøjelse at være sammen med jer, råber en beboer med røde kinder, smil på læben og med lys i øjnene: I lige måde!