DEMENS Café Solstrejf har haft demensramte borgere, deres pårørende og en række frivillige hjælpere med på udflugt til Hvidsten Kro.
Cafe Solstrejf, en cafe for borgere med demens og deres pårørende, har den 27. september været på tur til Hvidsten kro.
50 forventningsfulde og glade mennesker steg kl. 10 på bussen og kørte mod kroen.
På kroen blev den berømte æggekage selvfølgelig serveret, og så var der rundvisning på museet, og de fik fortalt historien omkring kroen og Hvidstensgruppen af en fantastisk guide.
Turen gik hjemad forbi Vebbestrup, hvor vi alle nød en softice.
Det var en fantastisk tur, hvor vi havde stor hjælp af alle caféens frivillige fortæller demenskoordinator Katrine Frandsen Eberhardt.
Café Solstrejf er en informations- og samværscafé, hvor borgere med demens og deres nære pårørende hver onsdag mødes for at hygge sig og være sammen med ligesindede. Aktiviteterne i caféen spænder bredt lige fra brætspil, vaffeldag og musik og dans i caféen til udflugter som denne til Hvidsten Kro. Café Solstrejf skaber stor glæde hos de demensramte, og den ugentlige cafédag har en stor betydning for mange, uanset hvad indholdet måtte være.