APRIL 2023 - JOB Medarbejderne i Jobcenter Skive kan godt klappe sig selv på skulderen, hvis man spørger egnens virksomheder. Ikke mindre end 89 procent af dem er nemlig tilfredse med blandt andet responstid, samarbejde og information. Det fortæller en ny tilfredshedsundersøgelse fra KL.

Medarbejderne i Jobcenteret sidder ikke på den lade side, når de taler med virksomhederne om rekruttering, fastholdelse og opkvalificering. Mere end halvdelen af kontakten mellem job- og virksomhedskonsulenter og virksomhederne sker med initiativ fra Jobcenteret. - Vi ser det som vores fineste opgave at få så mange borgere og virksomheder ført sammen, som muligt, og derfor tøver vi ikke med at tage fat i en virksomhed, når vi mener, at der kunne være et match med en ledig borger, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune og dermed også chef for Jobcenteret. Mange bliver ansat efter et samarbejde mellem Jobcenter og virksomheder Ifølge den nyeste tilfredshedsundersøgelse, kan medarbejderne godt være stolte af deres arbejde. Af feedbacken fra virksomhederne fremgår det også, at næsten halvdelen af alle borgere, der bliver henvist til de virksomheder, der har deltaget i tilfredshedsundersøgelsen, efterfølgende bliver ansat på virksomhederne. - Jeg er meget tilfreds med undersøgelsen, for den afspejler også den virkelighed, som jeg ser på Jobcenteret. Mine medarbejder arbejder hver dag benhårdt for at få så mange borgere i job som muligt, og dét er jeg glad for, at virksomhederne også mærker effekten af, siger Dorthe Hamrum. Anbefaler andre virksomheder at samarbejde med Jobcenteret I KL’s tilfredshedsundersøgelse af Jobcenter Skive, melder 88 procent af de virksomheder, der har svaret på undersøgelsen også tilbage, at det er sandsynligt, at de vil anbefale andre virksomheder at indgå i et samarbejde med Jobcenteret. Læs mere om de samlede resultater af KL's tilfredshedsundersøgelse 2022 i Jobcenter Skive.