TILFREDSHEDSUNDERSØGELSE: Tilfredse borgerne føler sig godt behandlet i Jobcenter Skive
JOBCENTER Selvom regeringen har besluttet at ændre i jobcentrenes funktioner, og har bedt kommunerne spare på området, så holder medarbejderne i Jobcenter Skive fanen højt og giver borgerne en god behandling. Det understreger borgerne selv i en ny tilfredshedsundersøgelse.
For at finde ud af, hvordan borgerne egentlig oplevede kvaliteten af hjælpen hos kommunens jobcenter, besluttede Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, at der skulle laves en borgertilfredshedsundersøgelse. Undersøgelsen skulle vise om borgerne oplever, at der leveres et tilfredsstillende serviceniveau, og om kommunikationen i jobcenteret fungerer på en hensigtsmæssig måde set ud fra borgernes oplevelser. Resultatet er ikke til at tage fejl af, for 87 procent af borgerne føler sig godt behandlet i jobcenteret og 91 procent af borgerne er tilfredse med den seneste samtale.
- Det er vigtigt for os, at alle bliver behandlet på en ordentlig måde, og at alle får en meningsfuld og tilrettelagt indsats hos os i jobcenteret. Det er meget fine tal, som jeg er meget tilfreds med. Jeg har stor ros til mine medarbejdere for deres utrættelige indsats for at sikre en god sagsbehandling for borgerne, men vi kan ikke hvile på laurbærrene nu, fordi vi har fået en flot tilfredshedsundersøgelse. Vi fortsætter selvfølgelig med at yde den bedst mulige service og kvalitet til vores borgere i Jobcenter Skive, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.
Inddrager borgerne i et parløb
Hjælp til selvhjælp er et nøgleord i Jobcenter Skives indsats for at bringe borgere tilbage i arbejde. Derfor understøtter jobcenterets sagsbehandlere og jobkonsulenter den motivation og den mulighed, den enkelte selv har for at tage ansvar for eget liv. Den netop udførte tilfredshedsundersøgelse afspejler i høj grad også en tilfredshed med denne måde at arbejde på hos de adspurgte borgere.
Når de bliver spurgt, om de selv har bidraget til fremdrift i deres forløb i jobcenteret hen imod beskæftigelse, svarer næste 4 ud af 5, at de i høj grad har bidraget.
Gode relationer mellem borger og sagsbehandler
Der er mere ros at hente til jobcenterets sagsbehandlere og jobkonsulenter. Ikke mindre end 86 procent af borgerne føler sig inddraget af deres sagsbehandler eller jobkonsulent, og endnu flere føler, at de i høj grad kan spørge deres sagsbehandler eller jobkonsulent, hvis de er i tvivl om noget i deres forløb.
- Der er ingen tvivl om, at vi har nogle dygtige, engagerede og kvalificerede sagsbehandlere og jobkonsulenter i vores jobcenter. Det ved jeg, det ved vores medarbejdere, og dét ved borgerne også. Tallene taler for sig selv, siger Dorthe Hamrum.
Borgertilfredshedsundersøgelsen er udført af Arbejdsmarkedsafdelingen i perioden 14. marts – 4. april 2023. Undersøgelsens målgruppe er ledige borgere og sygedagpengemodtagere, der i perioden har været til samtale med Jobcenter Skive.