
For borgere på kanten af arbejdsmarkedet, kan det virke nærmest umuligt at finde troen på, at der også er en plads til dem. Men et nyt og stærkt samarbejde mellem virksomheder og Jobcenter Skive gør det muligt for dem. CSR Skive er et partnerskab, hvor virksomhederne gør en særlige indsats for ledige på kanten af arbejdsmarkedet, og samtidig aktivt arbejder med tiltag for medarbejdernes trivsel.
- Formålet med CSR Skive er at få etableret et bredt partnerskab, der arbejder på at styrke det socialt ansvar og samarbejdet mellem virksomhederne og jobcentret på Skiveegnen. Vi ønsker at invitere alle virksomheder, som tager et socialt ansvar til at blive en del af CSR Skive, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune.
Store som små løfter allerede et socialt ansvar
Hos N.C. Nielsen i Balling og Scantruck i Skive, som udgør N.C. Nielsen Gruppen med omkring 530 ansatte, er det reservedels- og indkøbschef Dan Kirkebak, der går forrest i samarbejdet med CSR Skive. Han er med til at ansætte de borgere, som har brug for en ekstra chance for at komme ind på arbejdsmarkedet, og han er samtidig med til at sørge for, at opgaver, timetal og det sociale på arbejdspladsen passer til den enkelte, når den nye medarbejder på kanten af arbejdsmarkedet starter hos virksomheden i Balling.
- Jeg og N.C. Nielsen Gruppen er med i CSR Skive, fordi vi ser det som en samfundsmæssig opgave, som vi skal påtage os. Det er både så vi kan øge den arbejdsstyrke, der er i samfundet, men også så vi kan give os selv nogle flere muligheder for at rekruttere medarbejdere. Men det vigtigste for os er, vi kan give den enkelte borger på kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at komme videre i hans eller hendes liv, siger Dan Kirkebak.
I samarbejde med Jobcenter Skive har Dan Kirkebak allerede hjulpet 15 borgere videre til et job eller uddannelse, som alle har haft brug for ekstra støtte eller hjælp, for at kunne finde en plads på arbejdsmarkedet. Men det er ikke kun de store virksomheder, der er en del af CSR Skive. Hos Staarup Haandbryg er der tre ansatte, hvor af den ene er ansat i samarbejde med Jobcenter Skive. Og dén beslutning er medejer John Smith slet ikke i tvivl om, er den helt rigtige for bryggeriet.
- Vi er med i CSR Skive, fordi det giver mening at være en arbejdsplads, hvor vi kan hjælpe andre mennesker. Derfor synes jeg også, at andre virksomheder skal melde sig ind i CSR-samarbejdet, så endnu flere på kanten af arbejdsmarkedet kan få en chance til, siger John Smith.
Lokale virksomheder går i front
Både John Smith og Dan Kirkebak sidder med i CSR Advisory board, hvor en række virksomheder fra Skiveegnen og repræsentanter fra arbejdsmarkedsforvaltningen er bannerfører for CSR Skives uforpligtende partnerskab. CSR Skive Advisory board sørger for at igangsætte tiltag og initiativer der kan styrke arbejder med borgere på kanten af arbejdsmarkedet, samt udvikle CSR Skive og gøre det endnu mere attraktivt for virksomhederne at være en del af.
Et af initiativerne er CSRpeople-mærket, som fremadrettet hvert år uddeles til de virksomheder, som udviser et socialt ansvar. CSRpeople-mærket anerkender virksomhedernes indsats for ledige på kanten af arbejdsmarkedet samt deres forebyggende tiltag for medarbejdernes trivsel.
Vil du ansøge om CSRpeople-mærket?
Hvis du som virksomhed ønsker at benytte CSR-people mærket, skal du ansøge om bruge det. I perioden 1. oktober – 1. december 2023 åbner vi op for nye ansøgninger. I ansøgningen skal din virksomhed blandet andet beskrive jeres indsatser for personer på kanten af arbejdsmarkedet, jeres indsats for fastholdelse af alle medarbejdere i virksomheden, samt jeres indsatser for unge mellem 13 og 29 år.
Alle kan blive en del af CSR Skive
Gå ind på hjemmesiden CSR Skive - tag et socialt ansvar (jobcenterskive.dk) og læs mere. På hjemmesiden kan du blive klogere på, hvad CSR Skive er, hvordan man ansøger om CSRpeople-mærket. Du kan også skrive dig op til at blive kontaktet med henblik på at blive en del af CSR Skive, eller ringe allerede i dag til Jobcenter Skive på telefon 9915 7250. Du kan også sende en mail til virksomhedsservice@skivekommune.dk.