
Skive Kommunes fritidspas er opfundet for at sikre, at flest mulige børn og unge i kommune, kan deltage i en fritidsaktivitet. Det at gå til en fritidsaktivitet, spiller nemlig en helt afgørende rolle i børns trivsel.
-Det at gå til en fritidsaktivitet giver først og fremmest barnet positive fællesskaber. Vi ved, at hvis man trives i sin fritid, så trives man også bedre i sin skole. Faktisk har vi eksempler på børn, der har haft det svært, og som har løftet deres indsats i skolen efter de er begyndt til fritidsaktiviteter. Børnene finder fællesskab via fritidsaktiviteten, og får nemmere ved at finde ind i fællesskabet i skolen, fortæller Michael Rauert Carstens.
Gennem fritidsaktiviteter oplever børnene at kunne spejle sig i nogen med samme interesse, og det er vigtigt.
-Et fast holdepunkt som en fritidsaktivitet giver børnene gavn af forpligtende fællesskaber. I fællesskabet er du ventet, og du føler, at du hører til et sted og er en del af noget større, tilføjer fritidsmentor Michael Rauert Carstens, der sammen med Skive Kommunes SSP-leder og skoleafdelingen står for fritidspasset.
324 børn vil gerne gå til en fritidsaktivitet
I Fritidsundersøgelsen fra 2022 viser, at 2183 børn fra 3. til 9. klassetrin i Skive Kommune, går til en fritidsinteresse. Undersøgelsen tager udgangspunkt i 2903 besvarelser. Ud af dem angav 716 børn, at de ikke går til nogen fritidsaktivitet, og 324 ud af dem svarede videre, at de gerne ville gå til en fritidsaktivitet.
De tal er hele tiden i baghovedet hos SSP-leder Jan Snejbjerg Jensen, der peger på at fritidspassene er en vigtig del i det at forebygge børn og unges mistrivsel:
-For os voksne er det nok at se tilbage på vores egen barndom. Hvad var det, der var med til at forme os? Fritidsaktiviteter er ofte en stor del af svaret, og de har enorm betydning, når det kommer til vores almene dannelse, siger Jan Snejbjerg Jensen, og tilføjer
-Med børn og unge i fællesskaber, sikrer vi de gode vaner. Vi ved blandt andet fra undersøgelser, at det at være med i et dannelsesskabende fællesskab kan være med til at skubbe alderen for unges alkoholdebut. Vi har set eksempler fra Island, der i 90’erne havde en bekymrende stigning i antallet af børn og unge, der forsøgte sig med diverse rusmidler. Den udvikling er det lykkedes at vende, og her var fritidsaktiviteter til alle en del af den strukturelle forebyggelse, fortæller han.
Stor efterspørgsel
Fritidspasset giver helt overordnet børn og unge mulighed for at deltage i en fritidsaktivitet uanset deres families økonomiske situation ved at kommunen hjælper med kontingentet. Behovet har vist sig stort, og det beløb, der var afsat, er allerede brugt inden for indeværende budgetår.
-Vi har heldigvis set børn og unge få enorm glæde af fritidspasset, og vi vil gerne komme med den opfordring, at lærere, fritidsvejledere og idrætsledere fortsat melder ind, hvis nogen har brug for fritidspas. Så ser vi, hvad vi kan gøre, siger Michael Rauert Carstens.