VINGEGAARD Jonas Vingegaard blev torsdag fejret efter alle kunstens regler i Glyngøre. Se Thomas Køsers fotos fra den dejlige dag via linket i bunden af siden.
Jonas Vingegaard og familien vendte torsdag hjem til Glyngøre efter Tour De France-triumfen. Op mod 26000 mennesker var med til at fejre cykelhelten, og fulgte med fra scenen, hvor der dagen igennem var forskellige musikalske indslag, taler og samtale mellem Jonas Vingegaard og tidligere cykelrytter og nu cykelkommentator, Brian Holm.
-Det er virkelig fedt, at så mange er dukket op. Jeg synes stadigvæk, det er vildt, at så mange vil en og synes, det er flot, det man har gjort, sagde Jonas Vingegaard fra scenen.
Rosende ord og gaver
Der var også masser af lykønskninger og rosende ord fra Skive kommunes borgmester, Peder Christian Kirkegaard:
-Jonas, vi hylder dig for det du kan på en cykel. Men vi vil faktisk også gerne hylde dig for den person du er - for det gør os stolt. Du er en fantastisk ambassadør for vores egn, sagde borgmesteren blandt andet.
Fra borgmesteren var der også store roser til arrangørerne af dagen, de mange frivillige i Glyngøre:
-Tak for de mange, mange timer I har brugt på at stable denne "lille havefest", som I kalder det, på benene og hele jeres kæmpe engagement også med storskærmsarrangementerne i Kassehuset, lød det inden Peder Christian Kirkegaard overrakte Jonas Vingegaard en gave fra Skive Kommune - et maleri af den lokale kunstner Lone Boe Nielsen.
Dagen bød også på en tur rundt i en flot pyntet by for Jonas Vingegaard og familie, et besøg på Glyngøre Plejecenter og hele dagen blev rundet af med fyrværkerishow.