Vær med til at fejre deltagerne: Lokaldystens vindere kåres på søndag
Vær med til at fejre deltagerne: Lokaldystens vindere kåres på søndag
Gennem foråret og sommeren er der blevet dystet på livet løs rundt om i Skive Kommunes lokalsamfund på cykel, løbe- og gåben. Det mest aktive lokalsamfund kåres på søndag i forbindelse med Skiveløbet, hvor der også sker andre interessante ting i bevægelsesregi.
Når Skiveløbet på søndag sender hundredvis af glade motionister ud for at opleve glæden ved motion og bevægelse, er det samtidig en ganske særlig dag i Bevæg dig for Livet-regi. Denne dag kåres både vinderne af Lokaldysten, og så underskrives en ny Bevæg dig for Livet-visionsaftale.
-Skiveløbet er en ganske særlig begivenhed, og samtidig sættes der netop på den dag punktum for et helt forår og sommer fyldt med fantastiske dyste rundt om i lokalsamfundene, siger Camilla Bakbøl, Bevæg Dig For Livet-konsulent.
Hyldest til vindere og deltagere
I lokaldysten har otte lokalområder dystet med hinanden i en venskabelig kappestrid om at vinde titlen som kommunens mest aktive lokalsamfund. I Rødding, Højslev Kirkeby, Roslev, Hem, Durup, Nr. Søby/Højslev/Dommerby, Balling og Ørslev Kloster er der blevet dystet, og for deltagerne rundt om i lokalsamfundene gjaldt det om at tilbagelægge flest kilometer i løbet af et to timers langt arrangement – enten på cykel, på gåben eller i løb.
Det lokalområde med flest tilbagelagte kilometer bliver kåret på søndag den 10. september klokken cirka 11.15 på pladsen ved Skiveløbet, og det er borgmester Peder Christian Kirkegaard, der afslører vinderen.
-Lokaldysten er et helt særligt arrangement, der sikrer gode oplevelser for alle aldre rundt om i hele kommunen, og jeg håber derfor, at mange vil møde op for at hylde deltagerne, og være en del af hele den fest, det har været i løbet af foråret og sommeren til lokaldysten, opfordrer Camilla Bakbøl.
Bevæg dig for livet-aftale
Senere søndag – nærmere bestemt klokken 11.30 – underskrives visionsaftalen omkring Bevæg Dig For Livet af borgmester Peder Christian Kirkegaard. Med aftalen vil Skive Kommune, DIF og DGI udvikle det politiske og strategiske engagement på at understøtte borgernes muligheder for at være idrætsaktive.
Aftalen er fem-årig og et af målene med visionsaftalen er blandt andet, at få endnu flere borgere til at være aktive i foreninger og aktive selvorganiseret. Et overordnet mål er, at 50 procent af kommunens borgere skal være aktive i foreningsregi, og derudover skal der arbejdes for, at 72 procent af borgerne i Skive Kommune er fysisk aktive.
God stemning
I øvrigt er der velkomst til Skive Løbet klokken 9.30. Foruden løb og gang af forskellig længde, pokaloverrækelse til det største skolehold og en række andre kåringer, er elever fra Ungdomsskolen til stede på ruten, og sørger for at skabe den helt rigtige stemning under hele begivenheden.