Isabella Harritz danser sig ikke blot gennem livet – hun er i live gennem dansen. Efter at have tilbragt mere end et årti i nogle af verdens mest pulserende kunstmiljøer er hun atter vendt tilbage til fødebyen Skive. For at gøre en forskel for dem, der kommer efter.
Høje hæle klaprer forbi på gågadens brosten. Cykelhjul klikker. Fjern snak summer og forsvinder. Her i Kaffemøllens mættede atmosfære sidder hun. Isabella Harritz. Stille og i afslappede klæder, men hun afslører sig selv. For hver bevægelse er flydende og holdningen er rank og viser det, hun er. En danser. Midt i Skive. Fjernt fra New York, fjernt fra Haag, fjernt fra Århus, København og Berlin; de byer hvor hun igennem 14 år uddannede sig og arbejdede med sin uudslukkelige passion: dans og koreografi.
- Jeg er født og opvokset i Dalgas, fortæller hun: - Min mor dansede og underviste i sportsdans, så min familie er ikke fremmed overfor dans. Men jeg var den eneste, der holdt ved og endte med at dyrke det professionelt. Jeg er kommet på danseskolen i Skive, siden jeg var tre år, og voksede nærmest op dér. Det var altid det, jeg ville.
Det er nok de færreste, der finder deres levebrød som 3-årige. Men Isabella Harritz blev bidt af dansen. Det var det eneste, hun ville. Det eneste som aldrig voldte tvivl. Dans var alt, senere koreografi. Der var intet andet.
- Jeg kunne slet ikke lade være med at danse. Hver gang jeg så en film med dans, spolede jeg tilbage igen og igen, indtil jeg havde lært trinene. Jeg kunne ikke stå stille. Jeg ville hele tiden lære nyt og blive bedre, siger hun.
Sindssygt tidskrævende
I fjerde klasse proklamerede lille Isabella overfor hendes lærer, at det dér fag skulle hun ikke bruge til noget. Hun skulle bare danse, og da hun gik ud af folkeskolen, satte hun alt ind på sin drøm.
- Mine forældre har været gode til at give mig plads til at gøre det, jeg ville. Opbakningen har altid været der. De kunne godt se, at det ikke bare var en fiks idé, men noget jeg virkelig ønskede og knoklede for. Dengang vidste jeg ikke, om man kunne leve af at være danser, men det var bare det, jeg skulle. Så måtte jeg jo finde ud af hen ad vejen, om det kunne bære, siger hun.
Det kunne det. Med masser af vilje, mange timers arbejde for at skrabe penge sammen til uddannelse og med støtte fra forældrene, blev Isabella Harritz professionel danser. Først indenfor sportsdans, senere klassisk ballet og moderne dans. Dertil kom færdigheder indenfor koreografi og kostumedesign.
- Det er sindssygt krævende at drive det til noget indenfor det kreative. Dans, musik, teater eller noget helt andet. Man skal virkelig ville det og lade det fylde alt, siger hun.
I perioder vågner hun om natten med hovedet fyldt med drømme, som hun nedfælder på notesblokken på natbordet. Idéer og tanker bugner i en mappe. Historier hun har spundet, danse som skal danses, performances som skal udvikles, kostumer som skal syes. For Isabella Harritz bliver kroppe til historier, følelser til bevægelser og det ordløse til stemmer.
- Der foregår så meget i mit hoved. Jeg finder hele tiden på nye forestillinger, nye universer og nye idéer, jeg vil prøve af. Bliver inspireret af mennesker, ting, stemninger, følelser og oplevelser. Noget af det bliver til noget, og noget bliver ikke, men jeg kan ikke lade være, siger hun og smiler stort:
- Det er sindssygt tidskrævende.
Plads til de kreative
Isabella Harritz bliver stille i et øjeblik. Gågadens lyde sniger sig ind i den kaffeduftende boble. Hun passer godt ind her. Imødekommende, rolig, velovervejet. Hun nikker mod baren med et dæmpet grin:
- Ja, nogle tror, at mit rigtige arbejde er som barista her, og at dans er min hobby. Det er helt omvendt. Jeg elsker caféen, men det er dansen, jeg har levet af.
Så meget arbejde med så meget vedholdenhed i så mange år. For at kunne leve af sin kunst og kalde sig fuldblods fuldtidsdanser. Og nu er hun tilbage i Skive. Hvorfor? Hvad gik galt?
- Haha, intet, lyder svaret: - Jeg har oplevet skepsis overfor, hvorfor jeg er vendt hjem. Altså, ikke skepsis på den måde, hvor de insinuerer, at jeg ikke hører til men mere en undren. Jeg skulle jo så meget mere, og hvorfor er jeg dog her? Men jeg har allerede prøvet så meget. Jeg har intet behov for at danse på fuldtid, stå i rampelyset eller rejse rundt med store sceneopsætninger. Nu vil jeg gerne give noget videre, siger hun og vejer ordene:
- For jeg har opdaget, at alt det jeg selv manglede, da jeg var barn og ung i Skive, og alt det jeg savnede for at føle mig tilpas og have et sted at gakke ud med mine kreative idéer … det mangler stadig.
Derfor har Isabella Harritz fundet sig et nyt mål; At hjælpe børn og unge med kreative drømme videre, og hun har allerede rigeligt at rive i: Ungdomsskolens kommende musical. En kunstfilm med Skiverødder. NÆST Festival. Events i Drivhuset. Skiveegnens Kulturuge. Kunst i den gamle guldsmedebutik. Samarbejder med folkeskoler. Men hun vil mere:
- Jeg tror, at der et eller andet sted i den her by sidder et barn, som har brug for at vide, at man godt kan. Og jeg vil gerne være det voksne menneske, jeg selv manglede dengang, som siger: ’hvis du gerne vil det her, så finder vi ud af hvordan, og om du virkelig synes, at det er tiden og energien værd. For man kan godt leve af sin passion. Det kan godt lykkes’, siger hun.
Skive Kommunes Kulturpolitik 2020-2023
1) ”Skive Kommune vil støtte idéer og ønsker til udvikling indenfor [... ] dans.”
MØD ISABELLA HARRITZ I KULTURUGEN
Isabella Harritz har skabt to danseforestillinger, som er støttet af henholdsvis Skive Kommunes Kulturpulje og Spontanitetspulje. Forestillingerne bliver opført forskellige steder i Skive under kulturugen.
’Inside Out’
Den 14. juni kl. 14 og kl. 15 på Fællesscenen, Rådhustorvet.
Den 16. juni kl. 14.10 og kl. 15 på Fællesscenen, Rådhustorvet.
’Strings’
Den 17. juni kl. 13 i forbindelse med NÆST Dag, Thinggade.