Skive Kommune kickstarter nu sammen med Det Nationale Sorgcenter en ny indsats med øget opmærksomhed på børn og unge, der har alvorligt syge i deres familie.

I Region Midtjylland lever omkring 16.000 børn og unge med en forælder, som er alvorligt syg. Trods både fysiske og psykiske konsekvenser, når en forælder eller søskende bliver syg, bliver børn og unge ofte overset som pårørende. Det skal et nyt samarbejde mellem Det Nationale Sorgcenter og Skive Kommune nu hjælpe med at rette op på. Alvorlig sygdom hos en forælder rammer hele familien. Alt for mange børn og unge går alene med mange tunge tanker, følelser og bekymringer, når deres mor eller far er alvorligt syg. De ønsker ikke at belaste deres forældre og skjuler ofte, hvor svært de har det. Børn og unge står alene Preben Engelbrekt, der er stifter og direktør i det Det Nationale Sorgcenter, vurderer, at cirka 15 procent af pårørende børn og unge udvikler behandlingskrævende pårørendeproblematikker. – Børn og unge, som er pårørende til alvorligt syge, er desværre ret usynlige. De befinder sig i et konstant alarmberedskab, der på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser. Vi er derfor meget glade for at Skive Kommune, med støtte fra Ole Kirk’s Fond og Østifterne, vil danne fortrop, så der kommer mere fokus på alle de børn og unge, hvis hverdagsliv ændres, når alvorlig sygdom rammer familien, siger han. Han fortæller også, at mange børn og unge pårørende lever i en øget tilstand af stress og er i øget risiko for at udvikle angst, depression, har markant større frafald på ungdomsuddannelserne og udsættes oftere for mobning sammenlignet med deres jævnaldrende, der vokser op med raske forældre. Tidlig opsporing Det Nationale Sorgcenter vil sammen med Skive Kommune starte en ny indsats for kommunens medarbejdere, som understøtter en øget opmærksomhed på børn og unge pårørende i Skive Kommune. Der er udviklet en række gratis kurser, workshops og læringsmaterialer, som tilsammen skal hjælpe medarbejdere med at opspore og forebygge mistrivsel hos pårørende børn og unge i alderen 0 til 28 år. Den 12. september mødes 30 af kommunens medarbejdere med Det Nationale Sorgcenter til en temadag med fokus på børn og unge pårørende. -Sorg og det at være pårørende til en alvorligt syg, er noget, som rigtig mange børn og unge berøres af, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan man taler med børn og unge om sorg på en hensigtsmæssig måde, fortæller forebyggelseskoordinator i Skive Kommune, Daniel Nors.