Vejledning og hjælp til ukrainere på nyt informationsmøde
Vejledning og hjælp til ukrainere på nyt informationsmøde
Skive Kommune inviterer onsdag den 30. marts 2022 ukrainske flygtninge til informationsmøde i Kulturcenter Skive. Her kan de få hjælp og svar på en række spørgsmål om deres ophold.
Skive Kommune inviterer til informationsmøde for fordrevne ukrainere. Mødet finder sted onsdag den 30. marts i Kulturcenter Skive.
- I Skive Kommune vil vi gerne byde de ukrainske flygtninge velkommen. Vi vil også rigtig gerne gøre vores bedste for, at de får en god start på deres ophold i Danmark, siger Lars Harder, der er talsperson for Skive Kommunes Ukraine-krisestab.
Få svar på spørgsmål
På mødet kan ukrainerne kan få svar på en lang række forskellige spørgsmål.
Kommunen kan oplyse om regler og rettigheder generelt, og vil i det hele taget forsøge at svare på så mange som muligt af de spørgsmål, man som ukrainsk flygtning måtte have ved ankomsten til et helt nyt land.
- Vi vil rigtig gerne bidrage til, at opholdet i Danmark forløber så nemt som muligt, og derfor vil vi forsøge at informere der, hvor vi kan, siger Lars Harder.
Der vil blandt andet blive fortalt om kommunens forskellige sundhedstilbud, og man kan blive klogere på, hvordan pasning af børn fungerer, og hvordan man får sit barn skrevet op til pasning.
Også sundhedsplejen fortæller om deres tilbud, ligesom Skivehus Skole fortæller om modtagerklasserne, og arbejdsmarkedsforvaltningen kommer ind på penge til mad, opholdstilladelser og hvad der sker efter opholdstilladelsen er givet.
Spred budskabet
Skive Kommune håber, at alle der har behov, vil kigge forbi, og håber også, at herboende ukrainere og andre vil hjælpe med at sprede budskabet om mødet.
Mødet finder sted fra klokken 16 til 18 onsdag den 30. marts 2022.
Mødet afholdes i Kulturcenter Skive, Skyttevej 12-14, 7800 Skive.