
RENT LIV forbinder vi med Skiveegnen. Det mener de fleste borgere i Skive Kommune. En omdømme-analyse, som kommunen sidste år fik udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet Silverbullet viste, at 62% af kommunens borgere vurderer, at RENT LIV stemmer meget godt overens med deres opfattelse af Skiveegnen. Det er vi meget glade for. Men vi vil gerne have endnu flere med. For der er hele tiden rigtig mange gode fortællinger om RENT LIV. Og dem glæder vi os til at dele med jer i dette nyhedsbrev.
For eksempel trækker den grønne energipark GreenLab Skive den ene store overskrift efter den anden. Nye, banebrydende virksomheder slår sig ned i parken i bestræbelserne på at udvikle nye energiteknologier, som hele verden kan nyde godt af. Investeringerne er strømmet ind. Og erhvervslivet i det hele taget er på mange måder optaget af den grønne dagsorden – og virksomhederne har forrygende travlt.
Grønt fokus
Der bliver også indgået samarbejdsaftaler mellem GreenLab Skive og uddannelsesinstitutioner i stor stil. Både med universiteter og erhvervsuddannelser. Danmarks Tekniske Universitet har i snart et år haft en afdeling i energiparken. Og Skive College er en central aktør, når det kommer til et grønt fokus i erhvervsuddannelserne. Også på landsplan.
Men RENT LIV er ikke kun millioninvesteringer i ny energiteknologi og grønne vækstvirksomheder. Også de mindre projekter tæller. ’Som når vores yngste borgere samler affald på en skovtur med børnehaven og får en snak om, hvordan vi skal passe på vores natur, er det RENT LIV. Når en forening indarbejder genanvendelse i et event, er det RENT LIV. Når en klub investerer i CO2-reducerende løsninger, er det RENT LIV. Når en arbejdsplads gør en indsats for at mindske madspild, er det RENT LIV. Når borgergruppen bag Blue Walk-stisystemet arbejder for at skabe bedre adgang til naturen, er det RENT LIV. Mulighederne for at bidrage til RENT LIV er uendelige,’ som det står i vores RENT LIV-strategi.
Et fælles pejlemærke
RENT LIV er altså vores egnsfortælling. Et fælles pejlemærke, der gør vores egn til et grønnere, mere bæredygtigt sted at bo, arbejde og drive virksomhed. Det er en fortælling, vi skaber sammen – og der er ikke et slutmål. Derfor siger vi også, at RENT LIV er ’grøn handling i fællesskab for en egn i balance.’
Ved at abonnere på RENT LIV-nyhedsbrevet får du et udpluk af historier om de mange RENT LIV-projekter, der løbende ser dagens lys rundt omkring på Skiveegnen. For dem er der mange af. Og er du selv i gang med et projekt i grundejerforeningen, på din arbejdsplads, i den lokale fodboldklub eller noget helt syvende, hører vi gerne fra dig.
Velkommen til RENT LIV!