Bredbåndspuljen giver mulighed for at søge tilskud til lokale bredbåndsprojekter i områder med dårlig dækning. Der er i år afsat 100 millioner kroner til puljen. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur inviterer nu til informationsmøde for borgere, der gerne vil høre mere om mulighederne.
Nu åbner Bredbåndspuljen for ansøgninger i 2022. Som noget nyt i år er der en mulighed for, at særligt enkeltstående adresser kan søge uden at skulle slå sig sammen med andre. Der er i år afsat 100 millioner kroner til puljen, og midlerne er målrettet lokalområder med den dårligste dækning.
Der er omkring 40.000 adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse), hvor udsigten til at få adgang til hurtigt bredbånd er så dårlig, at de har mulighed for at slå sig sammen i lokalområdet og søge om tilskud fra Bredbåndspuljen.
Særlig ordning
Generelt er det sådan, at man lokalt skal organisere et bredbåndsprojekt for at kunne søge tilskud fra puljen. I 2022 er der imidlertid også afsat 20 mio. kr. til en særlig ordning for adresser, som har særligt svært ved at være med i sådanne bredbåndsprojekter, fordi afstanden til andre adresser er relativ stor. Der er cirka 2.400 adresser, som har mulighed for at søge gennem den særlige ordning.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur inviterer derfor til informationsmøder om Bredbåndspuljen 2022 rundt omkring i landet her i juni måned. Mødet, der bliver holdt i Midt- og Vestjylland, foregår mandag den 20. juni fra klokken 16-18 i BusinessPark Struer, Fælledvej 17, 7600 Struer.
Tilmelding til informationsmøde
Tilmelding skal ske senest fredag den 17. juni ved at sende en mail til bredbaandspuljen@sdfi.dk med angivelse af følgende:
Hvilket møde tilmelder du dig? – deltagere fra Skive Kommune vælger mødet i Struer
Hvem der deltager?
Mailadresse
Desuden er der mulighed for at deltage i et online-møde. Det foregår i morgen, torsdag den 16. juni. Bemærk: Tilmeldingsfrist i dag, onsdag den 15. juni.