Harald Kjær Sørensen er en af de kolleger, som arbejder med rottebekæmpelse, og han har nu den daglige fornøjelse at køre rundt mellem arbejdsopgaverne i en ny elbil. Foto: Park & Vej.
I Park & Vej har vi købt tre "rottebiler", som bruges af de medarbejdere, som bekæmper rotter. En af disse biler kører nu på el, og det er blandt andre Harald Kjær Sørensen, som får fornøjelsen af at køre i de nye elbiler.
- Vi vil rigtig gerne bidrage til den grønne omstilling, og da der nu er begyndt at komme mere erhvervsorienterede biler på markedet, er det naturligt for os at kigge den vej, fortæller Ulla Milling, der er driftsleder ved Park & Vej-afdelingen.
Indtil videre er det primært mandskabsbilerne, som er attraktive for Park & Vej-teamet, men da de er en del dyrere end de traditionelle, og der også følger nogle investeringer med, er der desværre en begrænsning i, hvor stærkt det kan gå med at få købt endnu flere elbiler til vognparken.