Det nye Klimaudvalg under Skive Kommune inviterer til klimamøde på Jenle, torsdag den 19. maj kl. 15.00-17.00
Som optakt til Skivemødet, et Danmark i Balance, der starter fredag den 20. maj er det oplagt at sætte fokus på de emner, der specielt er vigtige for unge mennesker i dag.
Så kom og lyt med, når lokale ildsjæle og unge skibonitter, sætter ord på, hvad der er vigtigt for dem, når vi taler klimaindsats og en fælles fremtid. Arrangementet er gratis, og åben for alle.
Der er gratis bus til Jenle og tilbage til Skive efter klimamødet. Vil du gerne med bussen, skal du booke en plads via formularen nederst på siden.
Herunder kan du læse lidt om et par af oplægsholderne:
16.00: Sort Muld - Louise & Peter’s mikro-landbrug
Sort Muld er en forvokset køkkenhave beliggende i Junget, Nordsalling. Sort Muld leverer høstposer til lokalområdet på et abonnement hver uge mellem juni og november. Ideologien er at dyrke de lækreste, mest smagfulde og næringsrige grøntsager, samtidig med at vi arbejder med forbedring af jordens frugtbarhed. Økologi, bæredygtighed og klimaindsats på jordens præmisser.
16.15: Torsten P. Wetche – økologisk landmand
Torsten P. Wetche, cand. agro, landmand og bestyrelsesmedlem i Thise. Har været mælkeproducent i 25 år. De sidste 5 som græsmælksproducent, hvor den vigtigste tankegang er, at man ikke skal bruge menneskeføde som dyrefoder. Ved at praktisere dette kan man brødføde mange flere mennesker og altså undgå at bruge så store arealer til landbrugsdyrkning, som vi gør i dag. At kunne give mere plads til naturen er landbrugets væsentligste bidragsmulighed i klima- og biodiversitetsproblematikken.
16.30: Emil Svaneborg Bilstrup Mathiasen – Grundfos
Emil Svaneborg Bilstrup Mathiasen er ansat ved Grundfos som chef for Public Affairs. Emil har en baggrund i statskundskab (political science), og har stor erfaring med at arbejde med politik, standarder og retningslinjer for vand- og energioptimeringer. Grundfos er én af verdens førende på vand- og energiforbedringer, og pionerer indenfor løsninger, der kan afhjælpe verdens vand- og klimaudfordringer og forbedre livskvaliteten for mennesker.