
Moderator Nina Bendixen (tv.) styrer en debat om klimapolitisk lederskab i kommunerne. I panelet er det fra venstre) bæredygtighedsrådgiver og ledelseskonsulent Lone Belling, Klimachef i Middelfart Kommune Morten Westergaard, Klimachef i Aarhus Kommune Henrik Müller og adm. dir. i Project Zero i Sønderborg Kommune, Peter Rathje. Foto: Thomas Mikkelsen, KKR
Kulturcenter Skive dannede i går rammen om en klimakonference, arrangeret af KKR Midtjylland, som er et samarbejde mellem de 19 kommunalbestyrelser i Region Midtjylland med sigte på at fremme kommunernes fælles rammer og betingelser.
Et af dagens store samtaleemner var tydeliggørelsen af klimakrisens alvor på baggrund af den nyligt publicerede klimarapport fra FN’s klimapanel, IPCC.
Klimaforandringerne er i stort omfang menneskeskabte. Så vi ved, hvad problemet er.
Jesper Theilgaard, Klimaekspert.
Udfordringerne kalder på handling nu, og ikke flere fine visioner og glitterpapir.
En af debattørerne var klimaekspert Jesper Theilgaard, som sagde:
- Den nye rapport fra FNs klimapanel fastslår en gang for alle, at klimaforandringerne i stort omfang er menneskeskabte. Så vi ved, hvad problemet er. Vi ved også, hvad der skal til for at minimere og løse hovedparten af de enorme problemer, som klimaudfordringerne vil medføre. Vi skal bare i gang nu, for der er ingen tid at spilde!
Kommunerne udgør den oplagte arena
I kraft af Skive Kommunes værtsrolle åbnede Borgmester Peder Chr. Kirkegaard konferencen og sagde blandt andet følgende i sin åbningstale:
- Klimadagsordenen fylder mere og mere. Aldrig har der været så meget fokus på de udfordringer og problematikker, klimaet står over for, som der er lige nu. Bevidstheden om, at vi må handle på det nu vokser hos både borgere, virksomheder og kommunerne. Og netop kommunerne udgør, gennem vores tværgående samarbejder, den oplagte arena for de kampe, vi sammen må tage for at håndtere og løse klimaudfordringerne.
Klimakonferencen blev holdt i forbindelse med udviklingen af en klimastrategi for KKR Midtjylland, og her skulle det være muligt at diskutere og give input til både strategien og handlingsplanen.
Lederrollen er forandret
På programmet var eksperter, rådgivere, debattører og ledere inden for klima og bæredygtighed. En af dem var Lone Belling, som er bæredygtighedsrådgiver og ledelseskonsulent. Hun mener, at politiske lederes roller har forandret sig fra at være administratorer og styre tingene i siloer til at skulle tænke meget mere på tværs af afdelinger og forvaltninger og se på, hvor der kan være nogle fællesnævnere.
- Det skal være oplagt at tænke, at "mit område har noget at gøre med de andre områder". Lederne skal f.eks. have modet til at tænke klimaløsninger ind i byudvikling. Og så skal de stille større krav til, hvilke lovgivningsmæssige rammer vi har at agere ud fra, f.eks. med at sætte solceller på tage af offentlige institutioner, siger Lone Belling.
Hun pointerer, at mange er parate til at gøre rigtigt meget og se ud over branche- og kommunegrænser, og det er opløftende at se. Lone Belling har samtidig en forventning om, at alle kommuner kommer i gang med at lave borgersamlinger med fokus på klima, for at klæde dem på til at ændre adfærd, for hun ser en folkelig opbakning, når folk får en indsigt i det, de skal bakke op om.
Bred dagsorden på tværs af kommuner
På samme tid, som klimakonferencen skulle foregå i Skive, stod Klimatorium i Lemvig klar til sin officielle åbning samt afholdelse af Det Nationale Klimatopmøde. Derfor blev det besluttet at koble de to events sammen og favne en bred dagsorden og tiltrække klimaeksperter fra både ind- og udland.
- Der er en imponerende interesse for klimaudfordringerne og den grønne omstilling blandt kommunale politikere, topledelse, fagmedarbejdere og de mange relevante aktører, som alle spiller en vigtig rolle i de afgørende partnerskaber på tværs mellem kommuner, region, virksomheder og videninstitutioner, siger Thomas Mikkelsen, som er fælleskommunal klimakoordinator for DK2020 Midtjylland.
Konferencen fik stor ros for at rumme et både spændende og bredt program med fokus på den grønne omstilling blandt kommunerne i Midtjylland. Alt sammen med blik på det nødvendige samarbejde og fællesskab på tværs af kommunerne, for at kunne finde de bedste løsninger på klimaudfordringerne.
Der er en imponerende interesse for klimaudfordringerne og den grønne omstilling blandt kommunale politikere.
Thomas Mikkelsen, fælleskommunal klimakoordinator for DK2020 Midtjylland.
Samtidig var koblingen til Det Nationale Klimatopmøde en værdifuld måde at brede dagsordenen ud til rigtig mange deltagere både fysisk på de to lokationer og online via streamingen og interaktionen med den mange deltagere fra hele landet på den digitale platform.
- I KKR Midtjylland ser vi frem til at udvikle de mange værdifulde relationer og klimaprojekter yderligere i de kommende år i tæt samspil med de mange innovative samarbejdspartnere i Midtjylland, siger Thomas Mikkelsen.
I øvrigt kan hovedparten af seancerne ses eller genses som videooptagelser på Det Nationale Klimatopmøde.