Håber du at kunne krydse landegrænsen til sommer og skal have nyt pas? Så er det nu muligt at bestille tid til fornyelse af pas i Borgerservice.
Tidligere har det kun været muligt at få fornyet passet, hvis du stod i en akut, kritisk situation og havde brug for et nyt pas. Men nu bliver der igen åbnet for, at alle kan få fornyet deres pas.
- Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og derfor har vi ikke haft åbnet for at få fornyet almindelige pas før nu. Men tingene ændrer sig hele tiden i takt med, at der heldigvis åbnes mere og mere op. Så vi er rigtig glade for, at vi igen kan tilbyde alle at få fornyet passet, siger leder af Borgerservice Jakob Drue Laursen
Frem mod sommeren kan det forventes, at flere får brug for et pas, og der er traditionelt stort pres på pas-ekspeditionerne op til ferietiden. På grund af nedlukninger og det medfølgende efterslæb på pasudstedelser, kan der komme ekstra pres på i år. Normalt bliver der i Skive Kommune lavet mellem 5000 og 6000 nye pas om året. I de første måneder af 2021 er der kun udstedt 128 nye pas, hvor der normalt bliver udstedt 1500 pas:
- Vi vil gerne opfordre alle til snarest muligt at bestille tid til fornyelse af pas, hvis man går med drømme om at krydse grænsen til sommer. For at være sikker på, at vi ikke hele tiden skubber bølgen foran os, vil vi i løbet af foråret åbne på en række pas-lørdage, hvor det bliver muligt at forny passet. Første gang bliver den 24. april, slutter Jakob Drue Laursen
Hvis du skal have nyt pas, kan du bestille tid på skive.dk/pas eller ringe til Den Digitale Hotline 7020 0000 for at få hjælp til at bestille en tid.
Yderligere kommentarer
Jakob Drue Laursen, leder Borgerservice & Ydelse, 22997461