Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at lukke skøjtebanen i Skive helt ned fra dags dato. Risikoen for spredning af COVID-19 blev det endelige nådestød.
Det er en ærgerlig formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Bent Dyrberg, som fortæller om udvalgets beslutning:
- Det er det eneste rigtige at gøre set i lyset af pandemien. Vi har set os nødsaget til at handle ud fra et forsigtighedsprincip, siger han.
Skøjtebanen har holdt pause for besøgende siden den 16. december 2020, men der var til det sidste håb om, at Skiveegnens borgere og andre skøjteglade folk kunne vende tilbage på isen:
- Vi havde håbet at åbne skøjtebanen igen inden foråret. Vi ved, den er til glæde for mange - måske især for de unge mennesker, som er hjemsendt fra deres skoler og uddannelser. De udholder meget, og skøjtebanen kunne være et frirum for dem. Men sådan gik det desværre ikke, siger Bent Dyrberg.
Skøjtebanen i Skive skal nu nedsmelte i en periode, inden arrangementet fjernes fra Posthustorvet for denne gang. Bent Dyrberg udtrykker i den forbindelse håb om, at skøjtebanen kan åbne ganske som normalt i slutningen af 2021.