
Snart behøver borgerne i Skive Kommune ikke længere selv at køre eller blive transporteret til vaccinationscentret i Viborg for at blive vaccineret mod COVID-19. For en vaccinationsenhed i Skive Sundhedshus er på trapperne, og det sker i samarbejde med Region Midtjylland. Samtidig har regionen meldt ud, at akutklinikkerne i Skive, Grenaa, Silkeborg og Ringkøbing-Skjern genåbner fra på mandag. Beslutningen om akutklinikkerne blev truffet på et møde i henholdsvis hospitals- og forretningsudvalget i Region Midtjylland. Og meldingen om muligheden for lokale vaccinationsenheder kom på et møde mandag eftermiddag mellem borgmestrene og regionsrådsformand Anders Kühnau.
Dagens udmelding vækker stor glæde hos borgmester Peder Christian Kirkegaard:
- Det er rigtig dejligt at høre, at Region Midtjylland har truffet beslutningen om at etablere flere vaccinationsenheder decentralt. Det har vi ventet længe på. Præcis hvornår det bliver, ved vi endnu ikke, men vi er tæt på. Det glæder mig utrolig meget på borgernes vegne, at vi nu kan se frem til, at det bliver muligt at få vaccinationen i Skive i stedet for at skulle tage turen til Viborg. Desuden glæder det mig meget, at akutklinikken åbner igen fra på mandag, siger han.
Argumenter for genåbning
Peder Christian Kirkegaard stod i sidste uge i spidsen for en henvendelse til Region Midtjylland fra borgmestrene i de fire kommuner, hvor akutklinikkerne har været lukket ned siden den 22. december 2020. Beslutningen blev truffet på grund af det pres på hospitalsvæsnet, der var opstået som følge af corona og for dermed at sikre, at ressourcerne blev prioriteret derhen, hvor de gjorde mest gavn.
På Kirkegaards initiativ sendte de fire et brev til Anders Kühnau, hvor de blandt andet kritiserede Region Midtjylland for ikke at have inddraget dem i beslutningen om nedlukningen. Samtidig argumenterede de for en genåbning af akutklinikkerne. De pegede på, at akutklinikkerne i stedet kunne medvirke til at aflaste det hårdt pressede sundhedsvæsen. For eksempel ved at modtage skadestuepatienter og oprette lokale vaccinationsenheder.
- Vores argumenter har givet genlyd, og det er jeg virkelig glad for. For vi havde indtrykket af, at det lå i kortene, at det ikke lå lige for at etablere vaccinationsenheder uden for Viborg lige nu, og at nedlukningen af vores akutklinikker skulle forlænges. Det var så heldigvis en anden beslutning, der blev truffet i dag, siger Peder Christian Kirkegaard.
Flere vaccinationsenheder decentralt
Danske Regioner forhandler lige nu med PLO (Praktiserende Lægers Organisation), hvor formålet er at indgå en aftale om, at vaccinationen inden længe også vil kunne foregå hos de enkelte praktiserende læger.
- Det glæder vi os til at høre mere om. For de borgerrettede tilbud bør være der, hvor de giver mest mening: Så tæt på borgerne som muligt, siger Peder Christian Kirkegaard, der samtidig udtrykker stor forståelse for, at det er en meget stor opgave at koordinere den samlede vaccinationsindsats på landsplan, som Sundhedsstyrelsen og regionerne har stået for.
- Men når det er sagt, så er jeg altså rigtig glad for, at der med dagens udmelding fra regionen er kommet mere skred i tingene lokalt, siger han.