Økonomiudvalget i Skive Kommune har netop besluttet, at den kollektive trafik i Skive Kommune skal have en opgradering.Det sker blandt andet ved, at der om kort tid bliver oprettet 15 nye flextur-knudepunkter.Lige nu er der 26 såkaldte flextur-knudepunkter, men med den nye køreplan, der træder i kraft den 29. juni 2025, bliver der i alt 41 knudepunkter.De 15 nye knudepunkter kommer til at være i byer, hvor der er mellem 50 og 199 indbyggere, og knudepunktsskiltene bliver stillet op, så de er klar til brug ved køreplanskiftet.
- Med 41 flextur-knudepunkter vil stort set hele kommunen være dækket ind i forhold til flextrafik. Det giver flere muligheder i den offentlige trafik, og det giver øget mobilitet, siger Jens Dalby, der er teamleder ved Plan & Support i Skive Kommune.Yderligere information om bestilling, priser og kørselsmuligheder kan findes på www.midttrafik.dk/flextrafik
Busser skal køre på el
Flextur-knudepunkterne er ikke den eneste opgradering af den kollektive trafik, der kommer til at ske. Fra sommeren 2026 kommer alle busser i Skive Kommune til at køre på el. Bybusserne, som vi i dag kender som de gule busser, udgår, og bybuskørslen bliver fremover udført af de blå lokalbusser.Lokalbusserne kommer i princippet til at køre de samme ruter, som de gule bybusser gør i dag – med undtagelse af nogle få ændringer. - Selv om vi reelt ikke skærer ned på mulighederne for at køre med bus, sker der dog en del ændringer til køreplanerne sommeren 2026, og derfor bliver der gennemført en ekstrahøring af de kommende køreplaner her i efteråret 2025, fortæller Jens Dalby.Derudover er der vedtaget to nye buslommer ved Skive+, ligesom der kommer nye infoskærme ved Trafikterminalen i Skive.