RENT LIV De er næsten selvforsynende og passer deres tre små børn hjemme. Mød Andreas og Marian, som fandt ind til deres fælles kerneværdier om et godt familieliv, da de faldt pladask for et nedlagt landbrug nær Thise. I uge 21 kan interesserede følge deres hverdag, når de overtager kommunens Instagramprofil #determedihuslejen. 

Allerede på gårdspladsen ved Øster Hegnet, får man en idé om, hvad det unge par Andreas Møller Mortensen og Marian Wibholm Just, fik med i huslejen, da de købte stedet for fem år siden. Fra køkkenvinduerne i stuehuset glimter fjorden bag en nyudsprungen blodbøg. På de bløde grønne bakker kan man skimte parrets seks islændere, som græsser roligt i forårssolen.  I det nyrenoverede køkkenalrum har Marian sat nybagte surdejsboller på bordet. Gry på 3,5 år og hendes lillebror Karl på 2 år spiser boller med tandsmør, ost og hjemmelavet syltetøj, mens deres syv måneder gamle lillesøster Laura sover formiddagslur i skyggen bag huset. Det dufter af kaffe. Familiens to hunde, der begge er drægtige og skal have hvalpe i slutningen af maj, hviler sig i en solstråle ved havedøren. En helt almindelig hverdagsformiddag i ”mors børnehave”, som børnene selv har døbt ordningen, fortæller forældrene med et grin.  Udsigten er mageløs fra Øster Hegnet, der ligger nær Thise i Salling. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Pris betød frihed Det unge par har sagt ja til at fortælle, hvad de selv mener, de har fået med i huslejen ved at slå sig ned på gården Øster Hegnet, nær Thise.  Gården var et nedlagt landbrug med 6,6 hektar jord - skov, strandeng, overdrev og uudnyttede marker - da det blev sat til salg. Parret tilkøbte knap tre hektar jord med en målrettet plan om at genoplive stedet til det lille familielandbrug på Skiveegnen, det engang var.  -    Vi tænkte bare ”wauw”, da vi så det første gang. Jeg bliver faktisk stadig rørt, når jeg kigger ud på blodbøgen og ud over fjorden. Man har fornemmelsen af at være en del af naturen, når man bor her, siger Marian.  -    Prisen betød, at vi nu har en enorm frihed. Vi bestemmer selv, hvad vi vil. Hvis gården havde ligget i nærheden af en storby, havde vi slet ikke kunnet leve det liv, vi gør i dag, uddyber hun.  Parret overtog Øster Hegnet i 2020 og har renoveret stuehuset med hjælp fra familie og venner. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Køber aldrig kød Marian er selv født og opvokset i Salling, hvor hendes forældre drev en gård med planteavl. Hun er uddannet i husdyrvidenskab og har suppleret sin akademiske baggrund med en uddannelse som kraniosakralterapeut til dyr og dyretelepatør.  Andreas er vokset op på Langeland. Han er uddannet herregårdsjæger og jordbrugsteknolog og mødte Marian for syv år siden, fordi han studerede med hendes storebror.  Inden parret blev forældre, havde de ikke gjort sig tanker om at skulle passe deres børn hjemme. Og inden de købte gården, havde de ikke troet, at de skulle blive så selvforsynende, som de er. Mulighederne for den type familieliv kom sammen med Øster Hegnet, forklarer de.  -    Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har købt en pakke kød. Jeg fisker og går på jagt, vi har et par kvæg og ind i mellem grise, som vi får slagtet. Vi får æg fra hønsene. Marian sætter en ære i at dyrke grøntsager selv. Alt det andet køber vi selvfølgelig. Men det er en god fornemmelse at producere så meget selv, siger Andreas.  Skiveegnens første jordbær Fra maj til august har en ny afgrøde fået afgørende betydning for familien:  jordbær. Det var Marian, der efter at have besøgt et ægtepar i Kirkeby på deres jordbærgård, som de var på vej til at afvikle, kom i tanke om, at det måske kunne være en indtjeningsmulighed.  Derefter gik det stærkt.  -    Jeg kom til at sige til Andreas; ”hvad med jordbær?” Og så kunne jeg godt se, at det begyndte at spire i hovedet på ham, fortæller Marian med et grin. Første år i 2021 plantede parret jordbær på 0,4 hektar. I dag har jordbærbedene bredt sig ud på hele 4,5 hektar og en nyopført 1100 kvadratmeter stor drivhus-tunnel har betydet, at Øster Hegnet har kunnet forsyne de jordbærhungrende på Skiveegnen med de allerførste røde, sødmefyldte jordbær.  Den lille gårdbutik har også udvidet sit sortiment, så kunderne i år kan købe ærter, nye kartofler, drikkeklar saft, friske løg, honning og rabarber fra Marians have. Og naturligvis plukke deres egne jordbær.  Jordbærdyrkning var ikke en del af planen, da parret købte gården. I dag har de 4,5 hektar jordbærmarker. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Jordbær og hegn Jordbæreventyret er de ikke kommet sovende til. Det første jordbær-år arbejdede Andreas fuld tid som støber og plantede og passede jordbærrækkerne med pandelampe om aftenen.  -    Og vi plukkede selv de fleste. Jeg var højgravid på det tidspunkt, så det var ikke særlig fantastisk. Vi havde en romantisk idé om at unge fra lokalområdet ville elske at blive jordbærplukkere, men det er jo skæve tidspunkter fra tidlig morgen og hårdt arbejde, så det lykkedes ikke rigtig at få det til at fungere, fortæller Marian.  I dag har parret fem rumænske sæsonansatte, der plukker jordbær fra maj til august og bor på ejendommen i et anneks med bad og køkken, og det vælter ind med mails sågar fra Afrika og Nepal med arbejdsivrige ansøgere, der drømmer om at få et sæsonjob i jordbærbranchen på Skiveegnen. Et faktum, der også har overrasket parret, som dog holder sig til deres rumænske ansatte.  -    Rumænerne er utrolig flittige og effektive. Og så er de søde, behagelige mennesker at være sammen med, siger Andreas.  Jordbærproduktionen har betydet, at Andreas har opsagt sit job og nu er fuldt ud selvstændig. Når jordbærsæsonen ikke tager hans tid, laver han hegn for private lodsejere sammen med en anden selvstændig.  -    Vi bygger mest hegn til kreaturer og heste, men vi kan lave alle slags hegn – også ulvehegn, hvis man har brug for det, påpeger han med et skævt smil.  Børnene deltager i alt på gården. De henter æg hver dag, bager og lærer at bruge en skruemaskine. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann To selvstændige Surdejsbollerne er spist og parrets to ældste børn er gået ovenpå for at lege. Der lyder et hyl oppe fra børneværelset, og Marian og Andreas kigger afventende på hinanden og lytter til lydene fra førstesalen. Lidt efter kommer Gry og Karl ned ad trappen og sætter sig til at tegne ved et lille børnebord fyldt med tusser og farvekridt.  Marian er stadig på barsel med parrets yngste barn. Inden hun blev mor, var hun ansat på Resen Skole. Hun har ingen planer om at vende tilbage til et såkaldt ”almindeligt” arbejdsliv igen. -    Tanken er, at vi skal være to selvstændige. Jeg vil gerne have min egen praksis med kranio-sakral-terapi og dyretelepati op at stå. Det er planen, siger Marian.  -    Det er fedt, at ungerne kan tage gummistøvlerne på og være med i det hele. De lærer at bruge en skruemaskine. De samler æg hver dag. De bager sammen med os. De får nogle knubs indimellem. Og alle de jordbær de kan spise, griner Andreas.  Som det seneste har familien investeret i en gammel skurvogn, som de udlejer på Airbnb. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Vild udviklingsrejse For nylig købte parret en gammel skurvogn, som de har indrettet til et lille anneks med køkken, toilet og dobbeltseng med udsigt ud over markerne. De lejer annekset ud på Airbnb og nyder at have gæster i annekset.  -     Nogen børn har jo aldrig set en ko eller en hest. Her kan de komme og bo midt i naturen og lave bål og hente æg til morgenmaden, siger Andreas. Overskuddet fra Øster Hegnets aktiviteter går til mad, nye maskiner og udviklingstiltag på gården. Og sådan har parret tænkt sig at blive ved med at leve, fastslår de.  -    Det har været den vildeste udviklingsrejse, og den er ikke slut endnu, fastslår Marian.   Udsigten fra soveværelset i skurvognen som nu er Airbnb. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann