Spørger man Line Østergaard Boll, hvorfor hun bor i en landsby og ikke har søgt mod storbyerne, som en del i hendes aldersgruppe gør, kommer svaret prompte.
- Jeg synes, det er en skam, at det kun er de store byer, der vokser, og de små risikerer at dø. Vi har så meget at byde på i Durup. Der er rigtig mange gode grunde til at bo her, fastslår hun.
Der bor cirka 1000 mennesker i Durup, som ligger i den nordlige del af Skive Kommune. Et lokalt samfund med både skole, dagtilbud, plejecenter og indkøbsmuligheder, hvor unge familier har lyst til at bosætte sig, opretholder ikke sig selv.
Da Line Østergaard Boll blev spurgt, om hun ville stå i spidsen for byens aktive borger- og erhvervsforening, sagde hun uden tøven ja. For hende er det ikke et offer at gøre en indsats for fællesskabet.
- Jeg gik i 7. klasse, da jeg blev frivillig træner i gymnastik og badminton. De fleste, som bor her, vil gerne gøre noget for byen. Det er ikke hårdt at være formand, for udvalgene kører meget selvstændigt, siger hun og fortsætter.
- Durup er ikke gået i stå. Der begynder 22 børn i børnehaveklassen efter sommerferien. Vi er heldige. Men vi er også rigtig mange, der gør en indsats for fællesskabet.
Svømmehal, paddeltennis og 13.000 træer
At landsbyen stadig tiltrækker tilflyttere, tilskriver Line Østergaard Boll det faktum, at der er en meget aktiv lokalbefolkning i landsbyen. Over 100 frivillige er tilknyttet de forskellige udvalg i borger- og erhvervsforeningen.
En del af borger- og erhvervsforeningen er ”det grønne hold”, der vedligeholder byens hovedgade og som sammen med Skive Kommune har plantet over 13.000 træer og skabt en hundeskov og en folkeskov nær Durup alt sammen med biodiversitet i tankerne og uden brug af sprøjtegift.
Foreningen tæller også ”det hvide hold”, der sørger for langrendsruter om vinteren, ”det orange hold”, der står bag det årlige Halloween-optog gennem byen og en ”boliggruppe”, hvis fokus er udvikling af det tidligere rådhus. Boliggruppen har også fået fjernet en forfalden bygning.
De mange underafdelinger står bag en lang række arrangementer året rundt lige fra julemarked til koncerter.
- Der sker vildt meget i Durup. Vi har gode idrætsfaciliteter. Vi har svømmehal, petanquebaner, paddeltennis. Der sker faktisk så meget hele året rundt, at det er svært at finde en weekend, hvor der ikke foregår noget, siger hun.
Økonomisk frihed og tryghed
Line Østergaard Boll er selv opvokset i Durup, hvor hendes forældre og bedsteforældre stadig bor. Hun er gift med Nikolaj, som også kommer fra området. Sammen er de forældre til Oliver og Ella på henholdsvis 5 og 3 år og venter endnu et barn til vinter.
Formanden for borger- og erhvervsforeningen er ansat som kliniksekretær i en fysioterapeutklinik og savner ikke noget i sin hverdag. Hun vil til hver en tid slå på tromme for livet i en landsby, som hun mener giver både økonomisk frihed og mere ro i hverdagen.
- Ja, alle kender hinanden, men det betyder også, at det er et trygt at lukke sine børn ud på vejen. Vi har naturen lige i baghaven. Badestrand fem minutter herfra i bil, og hvis vi vil på café, kan vi bare køre til Skive eller Nykøbing, siger hun og fortsætter.
- Et hus i Aarhus koster nemt fem gange så meget, som vores hus her i Durup. Vi kan lide at rejse og spise ude. Vi har råd til det liv, vi gerne vil leve, fordi vi bor her, fastslår hun.