OMRÅDEUDVIKLING Nordea har givet store donationer til Hjerteklyngen og Grønne hjerter i fælles bevægelse i Hem

Tonie Holmberg Kristensen (tv), Skive Kommune, Anja Thesbjerg (midten), USFO-leder Hem Skole og Mette Nordendahl (th), konstitueret skoleleder på Hem Skole. Der er grund til brede smil i Hjerteklyngen, der er navnet på det nystartede samarbejde mellem Søby, Dommerby og Højslev. Deres projekt med omdannelse af byparken i Højslev til en ny, fælles park under titlen ’Hjerteparken’, har modtaget 498.000 kr. fra Nordeas ’Her-gror-vi’-pulje. De mange penge skal benyttes til at gøre visionerne til virkelighed, og til at starte med er det Återrassen og Hjertegyngen. Parken skal styrke fællesskabet mellem de tre byer, og det ses blandt andet på designet af hjertegyngen, der symboliserer samarbejdet mellem landsbyerne. Hjerteparken har tidligere fået 125.000 kr. fra Landsbypuljen til delprojekterne Återrassen og Hjertegyngen, der med donationen fra Nordea nu er fuldt finansierede. Grønne hjerter i fælles bevægelse Også grønne hjerter i Hem fryder sig. Projektet ’Grønne hjerter i fælles bevægelse’, der er led i områdefornyelsen, har fået hele 666.750 kr. fra Nordeas ’Her-gror-vi’-pulje, kun måneder efter en donation på 1 mio. kr. fra Nordeas SFO-pulje. Midlerne skal specifikt benyttes på ”Hjertet” – området omkring skolen og hallen, der skal være byens nye, mødested og rekreative oplevelsesområde. En helt central del af projektet er omdannelsen af den lidt triste skolegård til et indbydende ankomst- og opholdsområde og mødested for byens borgere – uanset alder. Projektet vil nedbryde de gængse forestillinger om, hvad en skolegård egentlig er, og hvordan den plejer at se ud. I stedet for gold asfalt og en enkelt basketballbane, benyttes beplantning, bløde bakker, belysning og simple redskaber i naturlige materialer. Med navne som ”Kaninbakken”, ”Drømmeskoven”, ”Flydestenen” og ”Stammebjerget” fodres fantasien, og man bliver inviteret indenfor til leg, bevægelse og ophold. Ved hallen, der i dag ligger tilbagetrukket og uden synlig indgang, flyttes p-pladsen, og der skabes i stedet en grøn og inviterende ankomst til hallen, der naturligt leder den rette vej. Tiltagene skal invitere ind i et udendørs rum, som summer af liv og aktivitet. For hvor folk samles og har det sjovt, ønsker flere at komme til og være med. Fornyelsen af området forventes færdig i 2024.