Grøn Trepart er en national aftale mellem staten, kommunerne, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening. Formålet er at mindske landbrugets udledning af kvælstof og klimagasser samt skabe bedre natur og vandmiljø gennem frivillige aftaler med lodsejere.
Som led i Grøn Trepart har Skive Kommune udarbejdet et potentialekort, der viser, hvor der – ud fra faglige analyser – er størst potentiale for projekter, som kan bidrage til at nå de nationale mål. Kortet kan ses her:
👉 se potentialekortet for Grøn Trepart skive.dk/groentrepart
Kortet er et teoretisk grundlag – ikke en endelig plan. Det fungerer som dokumentation overfor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø for, at Skive Kommune kan finde tilstrækkelige arealer til at opfylde de indsatskrav, kommunen er pålagt.
Hvordan de konkrete projekter kommer til at se ud, og om de overhovedet kan lade sig gøre, skal først undersøges i dialog med lodsejerne. Kortet er derfor dynamisk og vil løbende ændre sig, efterhånden som vi får ny viden.
Invitation til lodsejermøder
Som opfølgning på potentialekortet inviterer Skive Kommune i samarbejde med Fjordland og Danmarks Naturfredningsforening til tre lokale lodsejermøder.
Møderne er for dig, der ejer eller driver landbrugsjord i Skive Kommune, og som gerne vil vide mere om:
Hvad potentialekortet betyder lokalt
Seneste viden og status på Grøn Trepart
Hvordan processerne forventes at forløbe i de kommende år
Der vil være oplæg fra Skive Kommune og Fjordland samt mulighed for spørgsmål og dialog. Hovedbudskaberne er de samme på alle møder, men hvert møde vil zoome ind på projekterne i det lokale område.
Tid og sted:
Søby Højslev Arena – mandag d. 22. september 2025 kl. 19.00–21.00
Pulsen i Balling – tirsdag d. 23. september 2025 kl. 19.00–21.00
Fursund Hallen – onsdag d. 24. september 2025 kl. 19.00–21.00
Tilmelding
For at sikre nok kaffe og kage beder vi om tilmelding senest mandag d. 15. september 2025:
👉Tilmelding til lodsejermøder på www.fjordland.dk/arrangementer
eller på telefonnummer: 9615 3000