Grøn Pulje er en økonomisk støtteordning, der støtter grønne projekter i Skive Kommune. Klimaudvalget har nu justeret retningslinjerne for, hvilke projekter der kan opnå støtte. Udover ændringer i prioriteringen af indsatsområder er der også tilpasset punkter i det pointsystem, der bruges til at vurdere ansøgninger – herunder afstandskrav. Der er dog ikke ændret på, hvem der kan ansøge om støtte.
Børn og unge som topprioritet
Tidligere var støtteordningen opdelt i fem indsatsområder. Denne struktur er nu reduceret til tre, hvor børn og unge er rykket fra tredje til førsteprioritet. Med denne ændring sender Klimaudvalget et tydeligt signal om, at fremtiden fokuserer på at styrke de yngste generationers viden og indsats for en bæredygtig verden.
De nye indsatsområder for Grøn Pulje i prioriteret rækkefølge:
Børn og ungeDette område fokuserer på at styrke børn og unges viden og handlekraft inden for klimaområdet og en bæredygtig fremtid. Projekterne skal give børn og unge redskaberne til at tage aktivt del i klimahandlinger og udstyre dem med viden og færdigheder, der kan reducere CO2-udledning.
Klimahandlinger i fællesskab og bæredygtighedIndsatsområdet har fokus på projekter, hvor folk enten går sammen om at gøre noget godt eller projekter, der kommer et fællesskab til gode, der fremmer bæredygtighed og klimahandlinger på lokalt plan. Det kan være initiativer eller aktiviteter, der gør folk bevidste om, hvordan man reducerer miljøpåvirkninger eller tilpasser sig klimaforandringer. Initiativer og aktiviteter, der bevarer og eller styrker biodiversiteten, kan også opnå støtte inden for dette indsatsområde.
ØvrigeDette indsatsområde omfatter projekter, der ikke falder ind under ovenstående kategorier, men som understøtter Skive Kommunes Klimahandlingsplan.
Deadline
Deadline for ansøgning til første runde af Grøn Pulje i 2025 er tirsdag den 18. februar kl. 12.00.
Læs mere og søg Grøn Pulje