Mary fortsætter med at sejle mellem Fur og Branden, indtil Mjølner igen er klar. Overfartsleder Klaus Vikkelsø forventer, at det sker ved 10’tiden i dag.
Færgedriften blev indstillet i går ved middagstid, da Mjølner ved et uheld påsejlede molen. Et hold dykkere blev tilkaldt for at kigge nærmere på skaderne.
- Vi har fået skaderne besigtiget, og der er ikke sket noget særligt med færgen. Jeg forventer, at Søfartsstyrelsen frigiver den om ganske kort tid, siger overfartslederen.
Når det sker, vil Mary sejle tilbage til Sundsøre og genoptage færgedriften der.
Fur Færgeri benytter en SMS-service til at informere om færgedriften. Desværre drillede tjenesten, da færgeriet i går ville udsende besked om, at færgen ville sejle igen fra kl. 17. Derfor kom der ikke SMS’er ud.
Klaus Vikkelsø beklager alt det besvær og bøvl, det hele har givet for passagererne.