Skive midtby får snart et nyt samlingssted for både børn, voksne og seniorer.

I løbet af sommeren går arbejdet i gang med at forvandle den mere end 20 år gamle legeplads i Aakjærparken til et moderne lege- og aktivitetsområde, hvor der er tænkt på alle generationer. Projektet er blevet muligt i et samarbejde mellem Skive Kommune og Borgerforeningen Skive Midt, som har været med til at skaffe 2,4 millioner kroner til projektet oven i de 600.000 kroner, som Skive Kommune allerede havde afsat til området. Samtidig er områdets bålhytte, som tidligere blev ødelagt ved brand, nu blevet genopført og bliver en vigtig del af det samlede område. Den eksisterende legeplads stammer fra starten af 00’erne og er bygget i træ. Efter mere end 20 år er den nået til et punkt, hvor levetiden er ved at være brugt op. Men den nye løsning bliver meget mere end bare en ny legeplads. Skov- og landskabsingeniør Kent Alex Larsen fra Skive Kommune fortæller om projektet: Den gamle legeplads var først og fremmest lavet til leg. Nu skaber vi et område, der både inviterer til leg, bevægelse og træning – og hvor både børn, forældre og bedsteforældre kan være sammen. Man kan lege med børnebørnene og samtidig selv få rørt sig. Styrketræning og leg Den nye plads kommer blandt andet til at rumme klassiske legeredskaber, men også et særligt træningsområde målrettet voksne med fokus på styrketræning, trappetræning og andre aktiviteter. Aktivitetscenteret har været med i styregruppen for projektet for at sikre, at området også bliver relevant for ældre borgere. Målet er at skabe et sted, hvor hele familien kan mødes – og hvor Aakjærparken bliver et endnu stærkere samlingspunkt midt i byen. Kent Alex Larsen udtaler; Vi mangler et sted som det her i midtbyen. Der findes gode aktivitetsmuligheder ude ved åen, men her får vi et centralt samlingssted, hvor alle aldersgrupper er tænkt ind. Det bliver et sted, hvor man både kan lege, mødes og være aktiv. Bag projektet står en bredt sammensat arbejdsgruppe med deltagelse fra blandt andre Borgerforeningen Skive Midt, Bomiva, dagplejen, Aakjærskolen, Aktivitetshuset og Skive Kommune. Arbejdet begynder i uge 26, mens selve opsætningen af de nye redskaber starter i uge 27. Hvis alt går som planlagt, forventes området at stå færdigt i uge 28 eller 29.