I 8 år har en særdeles ihærdig gruppe frivillige – Blue Walk stigruppen – arbejdet sammen med Skive Kommune om realisering af fjordstier mellem Skive og Sundsøre. Det er Skive Fjord Morgen Rotary Klub, der sammen med en flok ukuelige sti-entusiaster har igangsat projektet.
Det er visionen om sammenhængende fjordstier langs Skive Kommunes kyster, der har drevet den engagerede Blue Walk sti-gruppe i alle årene.
Og nu kan den første vigtige milepæl sættes i jorden for det store projekt. Det er nemlig lykkedes for stigruppen at få frivillige aftaler på plads med alle de private jordejere, som skal lægge jord til fjordsti-ruterne mellem Skive og Sundsøre.
42 km fjordsti-ruter er der lavet aftaler for i alt på disse strækninger:
En rute, som følger stranden, og som er ca. 23 km lang.
En rute, som er 17 km lang, og som går oppe i landskabet. Den kan blandt andet benyttes ved høj vandstand i fjorden.
Et par ekstra ruter, som tilbyder de vandrende en anden oplevelse af landskabet - ruterne er 2,5 km lange.
Det har været et kæmpe opsøgende arbejde for Blue Walk sti-gruppen at få aftalerne på plads med de mange jordejere. Anne Navrbjerg, som er projektleder ved Skive Kommune udtaler:
Det er helt fantastisk, at det har kunnet lade sig gøre. Blue Walk sti-gruppen har haft en tilgang og et gå-på-mod, som ganske enkelt er beundringsværdigt. De har været rigtig gode til at snakke med de lokale jordejere og landmænd og til at afsøge forskellige ruteforløb sammen med de lokale. Og når nogen af de adspurgte jordejere har takket nej til ruter på deres jord, så er de lokale frivillige gået tilbage til tegnebrættet for at finde nye linjeføringer og andre alternativer.
Det første og nok største stykke arbejde med realisering af fjordstierne er således på plads nu:
Der er aftaler på plads med de involverede jordejere mht. ruteforløbene.
Den kommunale sagsbehandling er afsluttet, og ruterne er godkendt i forhold til naturhensyn.
Der er fundet økonomi til at realisere projektet: Skive Byråd har nemlig bevilliget 1,565 mio. kr. til projektet, herunder til afmærkning og formidling af ruterne samt til broer, trapper mv., som er nødvendige for, at man kan passere langs kysten et par steder.
Projektet er sendt til Kystdirektoratet. Og nu venter man spændt på, forhåbentligt, snart at kunne banke den næste afgørende milepæl i jorden:
Der skal nemlig søges dispensation for alle anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen, og Blue Walk stierne og de medfølgende anlæg ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Det er en beskyttelseslov, som administreres ret restriktivt, og der gives kun undtagelsesvist dispensation til nye anlæg nær stranden. Dog ses der af og til med positive øjne på mindre anlæg til rekreativt brug. Derfor håber vi, at Kystdirektoratet kan give tilladelse til de nødvendige broer over vandløb, som er en forudsætning for færdslen langs kysten og dermed en realisering af ruterne.
Vi er i skrivende stund i dialog med kystdirektoratet vedrørende de ansøgte anlæg i Blue Walk projektet. Anne Navrbjerg fortæller:
- Der har været spørgsmål fra Kystdirektoratet om nødvendigheden af flere af de ansøgte broer i projektet. Der er en god kontakt med Kystdirektoratet, og vi arbejder pt. på at finde løsninger. Vi kan dog ikke sige noget om, hvordan projektet i sin helhed lander endnu.
Det store spørgsmål lyder nok også snarere fra de vandre- og naturglade borgere: Hvornår kan man komme til at gå på ruterne?
Peter Haugsted fra Byg og Miljø i Skive Kommune svarer:
Det kommer an på, hvordan tilladelserne til projektet lander ved Kystdirektoratet. Hvis vi får nej til nødvendige anlæg, kan vi være nødt til at skulle tilbage og kigge på nye linjeføringer disse steder. Og det tager tid at snakke med lodsejere. Det har både vi og Blue Walk sti-gruppen måttet erkende i dette projekt. Det ser dog ud til, at vi vil kunne komme til at anlægge dele af ruterne. Så det er realistisk, at vi kan indvie en del af ruten i foråret 2024. Det håber vi i hvert fald på i forvaltningen i Skive Kommune.