JUBILÆUM Ellen Bjørn blev ansat som ”skrivepige” i 1975 og har fulgt kommunens grønne dagsorden på tæt hold. I dag er hun sagsbehandler i byggesager og har ingen aktuelle planer om at gå på pension.

Syv borgmestre, to stadsingeniører og fire tekniske direktører. Rækken af de politiske og administrative overordnede, Ellen Bjørn har været ansat under, er efterhånden lang. Men ser man på de mange år, hun har været ansat i Skive Kommune, giver listen god mening.  Ellen Bjørn er nemlig uden sammenligning den medarbejder i kommunen, der har den højeste anciennitet. Torsdag den 1. maj 2025 er det præcis 50 år siden, hun blev fastansat efter et år som vikar.  Hun er født og opvokset i en landsby nær Herning og flyttede til Skive, fordi hendes mand – og daværende kæreste – blev ansat på slagteriet.  Skrivemaskiner og efternavne Ellen Bjørn var nyuddannet kontorassistent, da Arbejdsformidlingen sendte hende ned til kommunen, som manglede vikarer i Teknisk Forvaltning.  - Skive var en smuk by at komme til. Der er så bakket og flot med skov og strand. Vi faldt hurtigt til. Og det var jo dejligt at arbejde i den samme by, hvor man bor, så det var helt tilfældigt, at det gik sådan, lyder det fra Ellen Bjørn.  Der er sket en del, siden Ellen Bjørn blev ansat som ”skrivepige” og brugte det meste af sin arbejdsdag på at skrive ingeniørernes håndskrevne notater ind på en IBM-skrivemaskine og journalisere dem. Ellen Bjørn smiler for sig selv, når hun mindes, hvordan man dengang var på efternavn med sine kollegaer, og hvordan en af hendes tidligere overordnede – lederen af kloakafdelingen – en myndig herre ved navn Munk høfligt rettede hende, da hun ved en fejl kom til at sige ”De” til ham. - Her er vi dus lille frøken, lød beskeden.  Fem årtier med grøn udvikling Skive Kommune har i fem årtier gået forrest med grøn udvikling. Ellen Bjørn har derfor haft første parket til de mange grønne tiltag, som begyndte med, at Danmarks første lavenergihuse blev opført i Skive Kommune i 1977.  - Det var spændende. Der skete altid noget nyt. Jeg var med, dengang husene blev udstillet, og folk kom rejsende både fra ind- og udland for at se dem. Og sådan er det jo blevet ved. Nu har vi GreenLab, som trækker folk til fra hele verden, siger Ellen Bjørn. I dag har Ellen Bjørn kontor i Danmarks første lavenergi-kontorbygning; Den Blå Diamant, der stod færdig i 2012. En bygning, der er dækket af solceller og som producerer 25 procent mere energi, end huset selv forbruger, når det er i hvile.  - Jeg synes, det er flot, at sådan en lille kommune som Skive kan gøre sig gældende med den slags. Jeg er stolt af Skive Kommune, det er en rigtig god arbejdsplads, fastslår Ellen Bjørn. Ellen Bjørn har kontor i Den Blå Diamant, der var Danmarks første lavenergi-kontorbygning. Foto: Skive Kommune, Jane Gisselmann Fra 20 til 120 Ellen Bjørn har på den måde arbejdet flere forskellige steder, selvom kommunen har været hendes arbejdsgiver i de mange år, men hvordan holder man i grunden til 50 år på samme arbejdsplads?  Jubilaren har ingen decideret opskrift, ud over at hun alle dage har været ualmindelig glad for sit arbejde.  - Jeg synes hele tiden, at der sker noget nyt. Jeg har ikke haft behov for at søge andre steder hen. Der er sket så meget organisatorisk, siger hun.  Ellen Bjørn havde i alt 20 kollegaer i den daværende Teknisk Forvaltning, da hun blev ansat for 50 år siden. I dag hedder afdelingen Teknik, Miljø & Udvikling, og forvaltningen er vokset til 120 ansatte.  Siden kommunesammenlægningen i 2007 har hun beskæftiget sig fuld tid med sagsbehandling i byggesager, og selvom også teknologien har udviklet sig på det område og alle – både de erhvervsdrivende og private – i dag selv skal skrive byggeønsker ind i et digitalt system, er der heldigvis stadig meget tilbage af den borgerkontakt, som Ellen Bjørn allerbedst kan lide ved sit arbejde.  - Jeg holder mest af at hjælpe folk. Og snakke med dem. Selvom vi har fået mange digitale systemer, har folk stadig brug for rådgivning, siger hun.  Når hun tager telefonen, siger hun dog stadig:  - Ellen Bjørn, Teknisk Forvaltning. Det kan jeg simpelthen ikke få ud af min mund. Det hænger altså ved, selvom jeg godt ved, at afdelingen har skiftet navn, ler hun. Ingen planer om pension Pension er ikke noget, 72-årige Ellen Bjørn er begyndt at spekulere på. Heller ikke selvom hendes ægtefælle Sten i 8 år har været pensionist, eller selvom parret har en voksen søn og datter og fem børnebørn fra 2-22 år.  Ellen Bjørn har fulgt godt med i sine børn og nu børnebørns liv og taget fri, når de har været syge eller har skullet noget med vuggestuen, børnehaven eller skolen, som hun gerne ville følge med i. - Mine børn siger godt nok til mig ind i mellem ”mor, nu skal du da hjem”. Men jeg synes ikke rigtig det er tid endnu. Jeg har ingen aktuelle planer om pension. Det er for spænende endnu, siger hun.  Ellen Bjørn er heller ikke typen, der glæder sig til at kunne sove længe, for det har hun aldrig i sit liv gjort. Hver morgen – også i weekenden - står hun op ved 5-tiden og i årevis har hun mødt på arbejde som en af de allerførste – klokken 6.30.  Ægtefællen sørger for indkøb og madlavning, og hun kan sagtens finde tid til havearbejde, familie og ture med campingvognen, selvom hun stadig arbejder på fuld tid.  En par håndfulde sygedage Sygdom har hun stort set intet haft af i de 50 år, hun har været ansat. Højst et par håndfulde sygedage er det blevet til, fortæller hun og tæller efter på fingrene. Og så længe helbredet og energien er til det, passer det hende helt fint at blive ved med at arbejde.  Det bliver svært at sige farvel til kollegaerne, mener jubilaren, der glæder sig over, at beslutningen om at trække sig tilbage helt og fuldt er op til hende.  Hun har dog funderet en lille smule over, hvad hun skal finde på, når hun engang holder op med at arbejde.  - Joe, jeg kan måske begynde at strikke igen. Eller læse flere bøger måske. Jeg finder nok på noget, forsikrer hun.  Ellen Bjørn bliver fejret ved en reception på rådhuset onsdag den 7. maj klokken 13.