BUDGET På fem år har Skive Kommune indfriet så meget gæld, at der nu er 18,2 millioner kroner ekstra til service hvert år. I budgettet for 2026 skal pengene bruges på de store velfærdsområder og et løft til veje og stier.

Et markant flertal af byrådets partier og lister bestående af Venstre, Socialdemokratiet, SF, Skive-Listen, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og løsgængeren Mogens Birkelund har nu indstillet budgettet for 2026 til byrådets 2. behandling. Kun Erik Mortensen, Nye Borgerlige, er ikke med i budgetaftalen, der frigiver flere penge til kernevelfærd.  Skive Kommunes økonomi har i adskillige år været særdeles robust. Af samme grund har politikerne prioriteret at få nedbragt gæld og afviklet leasingaftaler. På fem år har Skive Kommune nedbragt gæld og leasingaftaler med knap 200 millioner kroner. Prioriteringen betyder, at der nu årligt er 18,2 millioner kroner ekstra til rådighed.  Et faktum, borgmester Peder Christian Kirkegaard er yderst tilfreds med.  - Vi har i årevis haft en meget sund og robust økonomi, der har gjort det muligt at flytte penge fra renteafdrag og afdrag samt leasingydelser til service. Derfor kan vi nu prioritere anderledes og frigive flere midler til kernevelfærd målrettet vores børn, unge og vores ældre, siger Skive Kommunes borgmester Peder Christian Kirkegaard.  Sygepleje i eget hjem Både i Skive og alle andre kommuner i landet vokser antallet af borgere med komplekse udfordringer. I budgettet for 2026 er der derfor prioriteret en udvidelse af socialområdet på 11,3 millioner kroner, hvoraf de 8,8 millioner kroner er til demografi på området.  Den demografiske udvikling i Skive Kommune betyder desuden, at der bliver flere ældre. For at fastholde serviceniveauet, er der derfor afsat 3,8 millioner kroner ekstra til ældreområdet.  Derudover er budgettet udvidet med 3,1 millioner kroner til udvidet sygepleje på plejecentrene, da flere og flere borgere behandles i eget hjem på plejecentrene. To voksne i indskolingsklasserne  Stærke skoler og dagtilbud står også højt på politikernes dagsorden. Blandt andet ønsker politikerne, at der skal være mulighed for to voksne i flere klasser i indskolingen for at fastholde flere elever i de lokale fællesskaber. En prioritering, der koster 7 millioner kroner i 2026 og 10 millioner kroner i de kommende år.  - Ved at investere så massivt i almenområdet er målet naturligvis, at vi i de kommende år kan nedbringe antallet af elever til specialklasserne, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.  Millioner til veje  Det markante flertal i byrådet er også enige om, at der skal afsættes flere midler til at forbedre kommunens veje og stier. I 2026 bliver området løftet med 8,5 millioner kroner.  Der arbejdes i øjeblikket på at få udpeget Knudeklint på Fur samt Hanklit på Mors som UNESCO verdensarv, forhåbningen er, at det vil ske i sensommeren 2026, derfor er der afsat en pulje på 1,5 millioner kroner til håndtering af organisering og drift på projektet. De 90 millioner kroner, der er afsat til anlæg, skal gå til følgende: Socialområdet: 8 fleksible boliger og personalefaciliteter på Jægervej – 9,8 millioner kroner Bosætning og erhverv: BigBlue – forlægning af Brårupgade - 8 millioner kroner Bosætning og erhverv: Udvidelse og forstærkning af Kåstrupvej ved Greenlab – 3,5 millioner kroner Bosætning og erhverv: Spottet – 3,7 millioner kroner Kultur: Glyngøre Maritime Center – 2 millioner kroner Kultur: Spøttrup Borg – 2,5 millioner kroner  Købe Skive Stadion Ud over de planlagte anlægstiltag vil Skive Kommune indfri sin leasingaftale med Skive Stadion og i stedet købe stadionet for 8 millioner kroner.  - At vi køber Skive Stadion i stedet for at betale 600.000 kroner hvert år i leasingydelse, ligger i forlængelse af tidligere beslutninger, vi har taget over de seneste år og som nedbringer vores driftsudgifter hvert år, siger Peder Christian Kirkegaard.