RENT LIV En perlerække af magiske oplevelser og fællesskaber skaber lys og varme i vintermørket - det er essensen i festivalen Vintergnist, som finder sted i denne uge. Mød tre af kulturkvinderne bag og følg dem, når de sætter spot på, hvad du kan opleve i ugens løb på vores Instagramprofil #determedihuslejen.

- Når det er så mørkt og koldt, som det er i øjeblikket, kommer mange af os nok lidt nemmere til at vælge sofaen. Med Vintergnist har vi skabt cirka 70 små og store kulturoplevelser på en uge, som kommer til at lyse vintermørket op, og som viser, hvad vi kan i fællesskab. Det bliver fantastisk.  Ordene er Eva Mørup Mikkelsens. Hun er kulturkoordinator hos Kulturelt Samråd Skive, der har til formål at fremme kulturlivet på Skiveegnen. Unikke oplevelser lyser op i mørket Eva Mørup Mikkelsen lægger ikke skjul på, at hun er stolt over, hvad Skiveegnens kulturelle fællesskaber kan løfte sammen. Det er Vintergnist og det omfangsrige program et rigtig godt eksempel på, mener hun.  - Vintergnist er et symbol på de mange små gnister, der lyser op i mørket, når vi er sammen, siger hun.  Ved hendes side sidder Anja Brejner Højgaard, som er leder af Skive Musikskole og koordinator på Aakjærs Kunstnerhjem Jenle, Bodil Jacobsen. De tre kulturkvinder har sagt ja til at overtage Skive Kommunes Instagramprofil i denne uge med det formål at sætte spot på de mange arrangementer, der finder sted i forbindelse med Vintergnist.  De tre kvinder glæder sig. Der er en perlerække af unikke oplevelser og kulturfællesskaber repræsenteret til Vintergnist. Syng eller spil med Musikskoleleder Anja Brejner Højgaard har spillet violin siden hun var fem år og synger i mange forskellige sammenhænge. Hun ser frem til, at Vintergnist betyder, at dørene til musikkens verden åbner sig med adskillige arrangementer og musikskolen som base. - Jeg glæder mig meget til at lave børnekoncerter med vores alleryngste i kommunen - dagplejebørn og børnehavebørn. Det bliver ret fantastisk. Desuden er der flere kor og orkestre, der åbner dørene og byder folk indenfor på deres prøveaftner. Her ville man kunne lytte, synge med og få en snak med kor- eller orkestermedlemmerne. Vi håber, at så mange som mulig vil benytte sig af muligheden. Og så har vi selvfølgelig en hel masse skønne koncerter, siger Anja Brejner Højgaard. En mageløs oplevelse på Jenle De mange arrangementer i forbindelse med Vintergnist er spredt ud over hele kommunen. På Jenle – Jeppe Aakjærs kunstnerhjem – ser arrangementskoordinatoren frem til en decideret stjernestund i forbindelse med Vintergnist.   - Jeg glæder mig til, at vi får besøg af en ekspert fra Aarhus Space Centre, der vil fortælle os om stjernehimlen over Jenle. Stjernehimlen har jo ikke forandret sig, siden Jeppe Aakjær boede på egnen, og Jenle er faktisk en slags Dark Sky område, fordi der er så langt til andre lyskilder, så vi har mulighed for at få en mageløs oplevelse, fastslår Bodil Jacobsen.  Sundt for sjælen Programmet for Vintergnist giver både mulighed for indlevelse og oplevelse. Både forestillinger og koncerter – og muligheden for selv at deltage og blive en aktiv del af fællesskabet, skal lokke folk op af sofaerne og ind i Vintergnists fællesskab. Og der er gode grunde til at deltage, lyder meldingen fra de tre kulturkvinder.  - Kultur giver os et fællesskab. Noget positivt at være sammen om, siger Bodil Jacobsen.  - Det er svært at være sur, når man for eksempel synger sammen med andre. Musik er en fantastisk måde at føle, at man er en del af noget større, siger Anja Brejner Højgaard.  - Og utallige sundhedsforskningsforsøg har jo for længst bevist, at kultur og fællesskab er sundt, fastslår Eva Mørup Mikkelsen. Er du nysgerrig på, hvad ugen bringer, kan du følge med på Skive Kommunes Instagramprofil, hvor de tre kulturkvinder vil tage følgerne med rundt i Vintergnists omfangsrige program. Følg med på #determedihuslejen og se hele programmet for Vintergnist.