En uovertruffen sportsmand bliver fredag eftermiddag fejret i sin hjemkommune. Jonas Vingegaard blev søndag den første danske vinder af cykelløbet Vuelta a España. Fredag eftermiddag bliver han hyldet af alle de lokale og nationale fans, der følger ham.
- Det er en vanvittig flot bedrift at vinde vueltaen som den første dansker nogensinde. Jonas skriver dansk sportshistorie igen og igen, og vi er utrolig stolte over, at han har sagt ja til at blive hyldet her. Det glæder vi os rigtig meget til, siger Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard.
Ny ”æres-flise”
På torvet foran Skive Kommunes gamle rådhus har Jonas Vingegaard fået sine egne ”æres-fliser”. En med sit navn på og en flise per år han har vundet Tour de France.
Fredag modtager cykelhelten endnu en ”æresflise”. Denne gang for sin sejr i Vuelta a España.
- Vi følger med, uanset hvilket cykelløb Jonas deltager i. Han er en formidabel sportsmand og en verdensstjerne, og selvom han har udrettet utrolige bedrifter på cyklen, har han altid bevaret begge ben solidt plantet her i Skiveegnens muld. Vi er meget stolte af ham. Både sportsligt og menneskeligt, fastslår Peder Christian Kirkegaard.
Praktisk information på Facebook
Helt i Jonas Vingegaards ånd vil den officielle fejring være forholdsvis kort, idet der til gengæld er afsat en time til, at der efterfølgende bliver skrevet autografer i Det Gamle Rådhus.
Borgmesteren forventer, at der kommer cykelentusiaster til Skive fra nær og fjern for at få et glimt af Jonas Vingegaard.
Han opfordrer derfor alle til at følge godt med på Skive Kommunes Facebook-side, hvor kommunen løbende vil orientere om parkeringsforhold og lignende i forbindelse med arrangementet.