Bare numser bag på bussen er nok det mest iøjnefaldende, men der er også billeder af folk på en græsmark ved Hagenshøj og ved det kommende byggeri, Spottet, i Elværkskvarteret.
De tre billeder er med i en RENT LIV synlighedskampagne, som bliver rullet ud de kommende uger. Budskabet er: På Skiveegnen står vi sammen.
Vi står sammen i stærke fællesskaber
Vi står sammen om at få ting til at ske
Vi står sammen om en grønnere fremtid
- Det er et stykke tid siden, at vi har kørt kampagne med RENT LIV budskaber, og vi er blevet mødt med spørgsmål fra borgere om, hvorvidt RENT LIV stadig er vores brand. Det er det, og med kampagnen skulle det gerne blive tydeligt for alle. Vi har jo brug for, at folk er med til at sprede de gode budskaber om vores egn, siger Birgitte Bahat, kommunikationschef i Skive Kommune.
Kampagnebilledet viser nogle af samarbejdspartnerne bag det nye fyrtårnsprojekt - Spottet. Foto: Skive Kommune
Alle kan være med
RENT LIV puljen var tidligere et omdrejningspunkt for aktivering af egnsbrandet. Foreninger m.fl. kunne søge midler i puljen mod at markedsføre RENT LIV budskaber, f.eks. når de afviklede events. Puljen blev nedlagt som resultat af en politisk besparelse, men det betyder bestemt ikke, at RENT LIV som egnsbrand er forsvundet.
- Det er vigtigt at forstå, at et egnsbrand lykkes, når man som egn tager fælles ejerskab til det. Derfor har vi været i god dialog med nogle af de centrale aktører, ikke mindst Branding Skiveegnen, men også lokale, som har indsigt i branding og har budt ind med forslag til, hvordan vi sammen kan styrke vores fælles fortælling, siger Birgitte Bahat.
Kommunens kommunikationsafdeling deltog i foråret på Skivemødet med det formål at komme i dialog med borgerne om RENT LIV.
- Det er virkelig vigtigt for os hele tiden at have fornemmelse for, hvordan folk, der bor her på egnen, oplever, at RENT LIV hænger sammen med vores særlige styrker. Det giver os mulighed for at holde brandet opdateret og i live, siger Birgitte Bahat.
Kampagnebilledet viser en række forskellige aktører, der samarbejder om grøn udvikling på Skiveegnen. Foto: Skive Kommune
Lokale folk på billederne
Helt i RENT LIV’s ånd er de folk, der er med på billederne rigtige mennesker fra Skiveegnen, fotograferet i det miljø, hvor de mødes i virkeligheden i faglige og sociale fællesskaber. De historier, der ligger bag billederne, er foldet ud på rentliv.skive.dk
- Det har været så fedt at arbejde med de her mennesker i kampagnen. De har bare været med på det hele, og vi er meget taknemmelige for, at det netop er sådan, det er her på Skiveegnen. Som vores kampagne også fortæller i ét af sine budskaber: Vi står sammen om at få ting til at ske, siger Sissel Dalby Svenningsen, SoMe- og kampagneansvarlig i Skive Kommune.
RENT LIV synlighedskampagnen bliver de kommende uger rullet ud på lokale busser, skærme i biografen, toget til Skive, pyloner ved indfaldsvejene, skilte i hallerne, som spots i radioen, digitalt og på tryk i avisen og ikke mindst på de sociale medier, hvor den også vil blive målrettet unge i Aarhus og Aalborg.