Pumpehuset i forgrunden af billedet afvandede tidligere Tastum Sø. Nu skal det analyseres om søen, der ligger syd for Skive by og fjorden, kan genskabes. Foto fra april 2025: Skive Kommune
Muligheden for at genoprette den cirka 750 hektar store sø, Tastum Sø, er nu kommet et stort skridt nærmere.
Seks områder i Danmark er udpeget til at skulle analyseres og, hvis analyserne vurderer, at potentialet er der, udvikle sig til et nationalt signaturprojekt i Grøn Trepart. Et af områderne er Tastum Sø syd for Skive by.
Udpegningen kommer efter et vedholdende lokalt engagement fra frivillige ildsjæle, der har skabt en borgerdrevet forening, lokale og nationale politikere samt Skive Kommune, som gennem længere tid har arbejdet for at synliggøre områdets potentiale.
- Det her er også en anerkendelse af de mange frivillige kræfter og borgere, der har engageret sig i Tastum Sø. Der er lagt et stort arbejde lokalt, og det er stærkt, at det engagement nu er med til at løfte området op på så højt et nationalt niveau, siger borgmester i Skive Kommune, Alfred Brunsgaard.
Kæmpestort for Skive Kommune
Udpegningen betyder, at der nu afsættes midler til at gennemføre en samlet analyse af området – i stedet for kun at arbejde med enkeltstående projekter.
Ifølge projektleder for Grøn Trepart i Skive Kommune, Emil Egerod Hubbard, giver analysen mulighed for at løfte blikket fra enkeltprojekter til en større helhed:
- At Tastum Sø nu er udpeget til at blive analyseret som nationalt signaturprojekt er ganske enkelt kæmpestort for Skive. Det svarer til, at der bliver tændt en kæmpe projektør over projektet. Det, der begyndte som et lokalt initiativ, er nu blevet et sted, hele landet kigger hen. Vi får mulighed for at tænke større og mere helhedsorienteret. En realisering kan skabe en markant naturgevinst og åbne for at sammenbinde flere centrale naturområder i kommunen – herunder Flyndersø og Skive-Karup Ådal, siger han.
Markant bedre forudsætninger
Ifølge projektlederen for det konkrete projekt, biolog Emil Raakjær Bak, giver det Skive Kommune meget større forudsætninger for at arbejde på tværs med Grøn Trepart – hvis analysen når frem til at området omkring Tastum Sø skal blive et signaturprojekt.
- Vi får markant bedre forudsætninger for at arbejde på tværs, samle finansiering og se på de synergier, der gør de store landskabelige løsninger mulige. Det er netop den slags komplekse, langsigtede projekter, Grøn Trepart skal kunne rumme, og vi er stolte af at kunne få lov at bidrage, siger Emil Raakjær Bak.
Samtidig er det en anerkendelse af det lokale engagement. Det viser, at når borgere, foreninger, kommune og politikere arbejder sammen, kan projekter fra Skive være med til at sætte national retning for den grønne omstilling, understreger projektlederen.
Der kan være give store fordele for Skiveegnen, hvis området omkring Tastum Sø bliver udpeget som nationalt signaturprojekt i Grøn Trepart. Foto fra april 2025: Skive Kommune
Natur, klima og drikkevand i samme indsats
Området omkring Tastum Sø og Skive Syd rummer særlige muligheder. En genopretning af mere naturlige vandforhold kan reducere næringsstoftilførslen til fjordene, styrke naturen og samtidig bidrage til klimaarbejdet gennem bedre kulstofbinding.
Samtidig ligger en stor del af Skive Kommunes drikkevandsinteresser i området. Analysen giver derfor mulighed for at tænke naturgenopretning og drikkevandsbeskyttelse sammen i én samlet indsats.
Nærheden mellem sø og fjord giver desuden potentiale for at styrke den økologiske sammenhæng mellem ferske og marine miljøer.
Næste skridt
Med midler til en samlet analyse kan Naturstyrelsen i samarbejde med Skive Kommune og Viborg Kommune nu undersøge, hvordan indsatser for klima, kvælstof, natur, biodiversitet og drikkevand bedst kan kobles sammen i én større helhed. Analysen sker i et tæt samarbejde med lodsejerne.
Først når analyserne er gennemført, kan der tages stilling til, om området omkring Tastum Sø skal udvikles som et egentligt nationalt signaturprojekt.