GREENLAB Europas første grønne AI-datacenter er på vej til Skive Kommune. Bygningen bliver på 45.000 m2 i to plan og får base i den grønne og cirkulære industripark GreenLab i Skive.

En investering i milliardklassen og flere arbejdspladser er på vej til Skiveegnen. Svenske CA Group vil bygge Europas første AI-datacenter, der bliver holdt kørende på grøn, elektrisk energi. Danmarks første cirkulære grønne industripark - GreenLab Skive - har nemlig indgået en kontrakt med den svenske datacenterkæmpe. CA Group vil investere milliarder i det enorme datacenter, der skal stå klar i 2027, lyder meldingen fra GreenLab.   Fremtidsudsigter, der begejstrer borgmesteren i Skive Kommune, Alfred Brunsgaard (V): - Det er en fantastisk nyhed. Vi er meget stolte af, at vi atter engang går forrest med grøn energi og grønne superløsninger her i Skive. Det viser, hvad vores egn er gjort af. Vi tager imod svenskerne med åbne arme, siger Alfred Brunsgaard.  Mulighed for vækst  GreenLab er det eneste sted i Danmark, hvor en industripark driver sit eget interne elnet drevet på vedvarende energi, uden at det belaster det kollektive elnet. Virksomhederne, tilknyttet GreenLab, bliver dermed forsynet af grøn strøm fra den omkringliggende 84 MW vindmølle- og solcellepark.  Det nye datacenter bliver en integreret del af GreenLabs unikke symbiosenet, hvor virksomhederne også deler og udnytter hinandens overskudsmaterialer. Med en kapacitet på op til 100 MW – svarende til en milliard bærbare computere - vil det nye AI-datacenter kunne give en hel del varme tilbage til de øvrige virksomheder i GreenLab.  Et faktum der betyder, at GreenLab kommer til at stå stærkt i konkurrencen om at tiltrække både nationale og internationale virksomheder fremover, vurderer GreenLabs direktør, Thomas Helsgaun.  - I GreenLab kan vi konkurrere på forsyningssikkerhed, udbygget energikapacitet og infrastruktur og på at nedsætte virksomhedernes CO2-aftryk blandt andet via vores industrisymbiose, der muliggør, at virksomhederne i industriparken kan få gavn af hinandens overskudsressourcer. Derfor er der store udvidelsesmuligheder i, at vi nu kan byde en stor og fleksibel energiforbruger som CA Group velkommen, understreger Thomas Helsgaun. Mulighed for fjernvarme Det er heller ikke utænkeligt, at overskudsvarmen fra det enorme AI-datacenter kan komme fjernvarmebrugerne i områderne omkring GreenLab til gode.  Flere omkringliggende fjernvarmeværker i Salling og på Mors har tidligere vist interesse i at modtage fjernvarme fra GreenLab.  - Med CA Groups tilstedeværelse åbner der sig nye, spændende fremtidsperspektiver. Ét af dem er muligheden for, at også vores fjernvarmeforbrugerne kan få glæde af overskudsvarmen fra datacenteret. Det er endnu for tidligt at sige præcist hvordan og i hvilket omfang, det kan lade sig gøre, men der kan ligge et stort potentiale her, siger Alfred Brunsgaard.  Hurtige myndighedsprocesser CA Group har valgt GreenLab på grund af de hurtige myndighedsprocesser og den allerede tilgængelige elektriske infrastruktur. Faktorer der betyder, at datacenteret kan flytte sig fra idé til praksis markant hurtigere end de fleste alternative placeringer i Europa. Borgmester Alfred Brunsgaard er stolt af, at Skive Kommune er med til at tilbyde virksomheder en smidig og hurtig sagsbehandlingsproces, der lokker store internationale spillere til.  - Vi har et mål om at yde alle vores virksomheder i kommunen en optimal service. Samtidig har vi i årevis målrettet gået efter at være førende i grøn udvikling. Af samme grund er GreenLab placeret her på vores egn, og det glæder mig meget, at internationale spillere kan se fordelen ved også at placere sig her, siger Alfred Brunsgaard.  Arbejdspladser på vej Det skønnes, at det nye datacenter vil betyde 30 nye arbejdspladser. I opførelsesprocessen kommer byggeprojektet til at beskæftige over 100 personer, lyder vurderingen.  AI-centeret forventes at være fuldt operationelt i 2027.