Natten mellem mandag den 18. marts og tirsdag den 19. marts 2024 er der sket et gylleudslip fra en ejendom ved Lihme. Uheldet skete under pumpning af gylle fra én tank til en anden, hvor pumpen ved et uheld har pumpet længere end den var sat til. Dette har medført et større udslip af gylle, som har bevæget sig via drænsystem til Lihme Bæk og videre ned gennem vandløbssystemet til Spøttrup Sø.
Tirsdag morgen blev indsatslederen tilkaldt, og en omfattende afværgeforanstaltning blev sat i værk for at forhindre yderligere forurening af vandløbet. I et samarbejde mellem blandt andet Beredskabsstyrelsen, Falck, Skive Kommune, lokale entreprenører og vognmænd blev der etableret fire opstemninger ned langs vandløbssystemet, hvorfra det gyllebelastede vand enten blev pumpet op på omkringliggende marker eller kørt væk til gyllebeholdere, ligesom drænsystemet ved forureningskilden blev afkoblet for at standse den fortsatte tilstrømning af gylle til vandløbet.
Løbende tests og oprensning er igangsat
Der blev arbejdet natten igennem med assistance fra Dansk Miljørådgivning og arbejdet fortsatte onsdag. Der er løbende blevet testet for ammoniak forskellige steder i vandløbet og i udløbet fra Spøttrup Sø for at overvåge status på forureningen og effekten af indsatsen.
Der er ligeledes undersøgt for tilstanden af dyreliv i vandløbssystemet, som har vist, at dyrelivet i vandløbet er dødt. Nogle af dæmningerne er onsdag blevet åbnet igen, mens andre er bibeholdt for at få vandløbet skyllet igennem, ligesom oprensning omkring forureningskilden er igangsat.
Situationen er under kontrol
Status torsdag morgen er, at situationen fortsat er under kontrol, og samtidig arbejders der stadig i vandløbssystemet.
Konsekvensen for søen er endnu ukendt, mens vandløbet ser ud til at være så påvirket, at det forventes at tage lang tid, før vandløbet har reetableret sig selv med planter og dyreliv.
Skive Kommune vil følge tilstanden løbende over den kommende tid.