- Vi havde ringet til Virksomhedsservice og sagt, at vi stod og manglede en QHSE-manager, og så ringede de kort efter fra kommunen og sagde, at de havde et match. Da vi så Stines CV, kunne vi med det samme se, at hun havde den rigtige profil. Og vi fik ret hurtigt sat en samtale op med hende, hun blev ansat og startede kort tid efter. Det var en mega god oplevelse, fortæller Peter Nielsen, der er adm. direktør i hos Søgaard Stålbyg i Dommerby.
At få hjælp fra Virksomhedsservice var ikke kun en god oplevelse for Søgaard Stålbyg – det var også perfekt for Stine Kongstad Lavesen. Hun var nemlig flyttet til Skive sammen med sin mand seks år tidligere, og ville gerne have et job på Skiveegnen, så hun ikke skulle fortsætte med at pendle til Aarhus hver dag, som hun havde gjort de seneste i seks år.
- Jeg kom fra en stilling i Aarhus, og ville gerne have et job i Skive, men mit lokale netværk var ikke stort, så jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte eller slutte, og jeg vidste ikke, hvor de manglede én som mig. Og så blev jeg rådet til at gå ned til jobcenteret, hvor jeg mødte Helle, og hun sagde, at hun havde talt med Søgaard Stålbyg, som netop manglede én som mig, og spurgte, om hun måtte sende mit CV ud til dem. Og så sagde jeg bare JA, giv den gas, og dagen efter ringede de, siger Stine Kongstad Lavesen smilende, og tilføjer: dét gik tjept!
Vigtigt med en lokalkandidat til jobbet
Samlet set gik der under tre uger, fra Stine Kongstad Lavesen dukkede op i Jobcenter Skive og besøgte virksomhedskonsulent Helle Linde Svenningsen i Virksomhedsservice, til hun havde første dag på det nye job hos Søgaard Stålbyg.
- Vi har før brugt tre-fire måneder på at søge efter den rette, når vi har slået en stilling op, og vi har brugt headhuntere og forskellige andre muligheder, så det var en succesoplevelse at få så hurtig hjælp. Ofte er kandidaterne nogle, der kommer langvejs fra, og det kan være en udfordring, men her var det også en succes, fordi Stine er lokal, som vi går meget op i, hun var dygtig fra starten af, og er én der passer perfekt ind i vores virksomhed, siger Peter Nielsen.
I dag er Stine Kongstad Lavesen selv med i processen, når der skal ansættes nye medarbejdere, og hun bakker op om Peter Nielsens oplevelse af at spare dyrebar tid.
- Vi får på den her måde nogle kandidater ind, som de allerede har snakket med nede på jobcenteret, og har en eller anden idé om, hvad de vil, hvad de kan og hvad de drømmer om, så det er også nogle relevante kandidater, når de kommer gennem Virksomhedsservice. Når man slår en ansøgning op, kan der komme alle mulige kandidater, og så skal der sorteres rigtig meget i dem, siger Stine Kongstad Lavesen.
Få relevante CV’er fra Skiveegnen direkte i indbakken
Det er ikke første gang, at Søgaard Stålbyg ApS har fået hurtig hjælp til at finde en ansat. Tilbage i 2023 manglede de også en medarbejder, som de fandt i Virksomhedsservices JOBmatch-nyhedsbrev.
- Vi bliver ved med at være tilmeldt CV-nyhedsbrevet og vi har faktisk også for nylig kontaktet Virksomhedsservice i forbindelse med, at vi skulle have en ny lærling, tilføjer Peter Nielsen.
Læs mere om JOBmatch-nyhedsbrevet og tilmeld dig nyhedsbrevet